Fortsæt til indhold
Asien

Advokat risikerer otte års fængsel for syv tweets

Kinas strammerkurs overfor civilsamfundet fortsætter. Fremtrædende menneskerettighedsadvokat står til lang fængselsstraf i en sag, der beskrives som politisk forfølgelse.

BEIJING

Otte års fængsel for syv kritiske indlæg på de sociale medier.

Det er den straf, som Pu Zhiqiang, en af Kinas mest prominente og beundrede menneskerettighedsadvokater, risikerer at blive idømt ved en retssag, der begyndte i Beijing i dag.

Sagen er en af de mest kontroversielle inden for de sidste år, og menneskerettighedsgrupper ser den som ren politisk forfølgelse og endnu et eksempel på den voldsomme strammerkurs, præsident Xi Jinping har lagt overfor civilsamfundet, siden han kom til magten i 2013.

Pu Zhiqiang, der allerede har siddet bag tremmer i 19 måneder, er sigtet for at ”opsøge strid og fremprovokere ballade” – en vag anklage, der ofte bruges mod kommunistpartiets politiske modstandere - og desuden for at ”opildne til etnisk had”. Begge anklager relaterer sig til syv indlæg mellem 2011 og 2014 på Sina Weibo, et kinesisk socialt media a la Twitter.

Udenfor domstolen i Beijing, hvor Pu Zhiqiangs retssag begyndte i dag formiddag, var der kaotiske scener. Fotografier og videooptagelser viser, hvordan uniformerede og civilklædte betjente hårdhændet skubber – og ifølge nogle rapporter – slår fremmødte demonstranter, journalister og vestlige diplomater.

En mindre gruppe demonstranter var mødt op og råbte: »Pu Zhiqiang er uskyldig.«

Imens blev en amerikansk diplomat fysisk fjernet af politiet, da han foran fremmødte medier forsøgte at læse en official erklæring højt. I erklæringen opfordrede USA de kinesiske myndigheder til at løslade Pu Zhiqiang.

En diplomat fra EU blev udsat for samme behandling af den kinesiske ordensmagt.

Patrick Poon fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, beskriver retssagen mod Pu Zhiqiang som »politisk forfølgelse«.

»Han bliver udelukkende straffet for at trodse den kinesiske regering og hans modige forsvar for menneskerettigheder,« siger han.

50-årige Pu Zhiqiang er kendt for at tage politisk følsomme sager og har været en af de mest synlige forkæmpere for beskyttelse af borgernes rettigheder og ytringsfrihed. Han var i mange år en magtfaktor i Kinas retslokaler, hvor han vakte stor beundring for hans forsvar af bl.a. dissidenter. Men det førte ham samtidig på kollisionskurs med det kinesiske styre.

Han har repræsenteret den internationalt berømte kunstner og systemkritiker Ai Weiwei, såvel som journalister, forfattere og tidligere fanger i kinesiske arbejdslejre.

Pu Zhiqiang blev taget af politiet i april sidste år, efter han havde deltaget i en privat mindehøjtidelighed i forbindelse med 25-året for massakren i Beijing i 1989, der satte en blodig stopper for ugelange demokratiprotester på Den Himmelske Freds Plads.

Pu Zhiqiang deltog selv i protesterne dengang som universitetsstuderende.

I de 7 indlæg på de sociale medier, som danner grundlag for den kinesiske stats sag mod Pu Zhiqiang, skriver han bl.a., at kommunistpartiet ikke kan overleve ved magten »uden at sprede løgne«. I andre indlæg påpeger han styrets hårdhændede politik overfor tibetanere og muslimske uighurer.

»Jeg valgte ikke det kommunistiske styre. Det har aldrig søgt min billigelse,« skriver Pu Zhiqiang bl.a. på Weibo ifølge anklagerne.

Og i 2014 kritiserede han Beijing-regeringens ofte brutale fremfærd overfor mindretal i den vestlige Xinjiang provins: »Hvis I siger, at Xinjiang tilhører Kina, så hold op med at behandle stedet som en koloni.«

Xinjiang er hjemsted for det uighuriske mindretal, som klager over hård religiøs, kulturel og økonomisk undertrykkelse. Den kinesiske regering anklager på den anden side uighurer for at stå bag en række terrorangreb.

Det lader til at være utvivlsomt, at domstolen i Beijing vil finde Pu Zhiqiang skyldig. Retssystemet i Kina er kontrolleret af kommunistpartiet og anklagede, specielt i politisk følsomme sager, findes næsten altid skyldige.

Amnesty International siger da også, at »chancerne for, at Pu Zhiqiang får en retfærdig retssag er tæt på ikkeeksisterende«.

Ifølge hans kone har Pu Zhiqiang været udsat for en hårdhændet behandling i politiets fangenskab.

»Han blev afhørt næsten 10 timer hver dag i de første tre måneder i arresten…. Han blev udsat for umenneskelig tortur, både fysisk og psykisk,« har konen Meng Qun tidligere skrevet i et åbent brev.

Menneskerettighedsgrupper anklager det kinesiske styre for stadig i stort omfang at torturere fanger, inklusiv en lang række menneskerettighedsadvokater. FN’s torturkomite rettede i sidste uge stærk kritik af Kinas fortsatte omfattende og systematiske mishandling af fanger.

Sagen mod Pu Zhiqiang er blot den seneste i en lang række politiske sager, som kritikere siger, er del af kommunistpartiets stadig hårdere kurs overfor civilsamfundet. Hundreder er blevet tilbageholdt af politiet og dusinvis er blevet fængslet. Blandt ofrene er borgerrettighedsadvokater, journalister, feminister, arbejdsrettighedsaktivister og ngo-repræsentanter.

Xi Jinping, der blev præsident i starten af 2013, anklages for at stå bag den hårde linje, der har til formål at undertrykke al modstand mod kommunistpartiet.