Fortsæt til indhold
Asien

Fire dræbt på én dag i Bangkok

Kæmpende på begge sider er blevet dræbt i sammenstød mellem politi og demonstranter.

Thailandsk politi gjorde tirsdag endnu et forsøg på at tilbageerobre de områder, der er besat af demonstranter. Aktionen resulterede i, at en politimand og tre demonstranter blev dræbt og over 60 sårede. Det skriver Reuters.

I politiaktionen deltog ifølge nyhedsbureauet 15.000 betjente, som i løbet af dagen anholdt 183 demonstranter og ifølge eget udsagn tilbageerobrede et af de fem regeringsområder, som demonstranterne havde besat.

AP beretter om, at der kunne høres skudsalver nær premierminister Yingluck Shinawatras kontorbygning, hvorfra politiet i løbet af dagen begyndte at fjerne demonstranter. Ifølge øjenvidner blev der både affyret skud af politi og demonstranter.

Mange anholdt i løbet af dagen

Politiet havde allerede i løbet af formiddagen anholdt omkring 100 demonstranter ved Energiministeriet, som er et af de besatte områder. Dagens 183 anholdelser markerer det højeste antal anholdte på en enkelt dag, siden urolighederne begyndte.

Thailands lokaltid er seks timer foran den danske, og ifølge AP har politiet i løbet af eftermiddagen lokal tid trukket sig tilbage.

Tirsdagens dræbte bringer det totale dødstal for urolighederne, der begyndte i november 2013, op på 15.

Problemer for regeringen

Yingluck Shinawatra, som endnu er premierminister i landet, er i mellemtiden blevet anklaget for at fremme korruption i Thailand. Myndigheden for korruptionsbekæmpelse i landet har orienteret om, at premierministeren har vendt det blinde øje til advarslerne om, at regeringens opkøb af ris fra landets bønder ville fremme korruption og "påføre store økonomiske tab".

Shinawatra skal d. 27. februar officielt orienteres om anklagerne. Hvis der indledes en rigsretssag, bliver hun med øjeblikkelig virkning fritaget for sine pligter, hvilket er en af de ting, demonstranterne kæmper for.

"Den eneste fjende af folket er Thaksin-regimet," lød det tirsdag fra protestlederen Suthep Thaugsuban, som hentyder til Yingluck Shinawatras bror, den tidligere premierminister Thaksin Shinawatra, som mange har mistænkt for stadig at trække i trådene rent politisk, selv om det reelt er hans søster, der er premierminister.

Thaksin Shinawatra lever i landflygtighed i Dubai, fordi han er sigtet for flere tilfælde af korruption i Thailand.