Donald Trump om situationen i Nordkorea: »Vores tålmodighed er opbrugt«
Nordkoreas atom- og missilprogram gør et »beslutsomt« svar nødvendigt, ifølge præsidenten.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, gjorde ikke meget for at nedtone den anspændte atmosfære mellem Nordkorea på den ene side og USA, Sydkorea og flere andre lande på den anden.
Under et aktuelt besøg fra den sydkoreanske leder, Moon Jae-In, opridsede Trump groft sagt sin analyse af situationen med følgende konstatering:
»Ærlig talt, så er vores tålmodigt opbrugt«.
Inden da havde han forklaret, at han - i modsætning til signalerne fra Moon Jae-In - ikke ser de store perspektiver i en diplomatisk strategi over for Nordkorea.
Og mens signalerne peger i forskellige retninger, så er situationen ens for USA og Sydkorea, ifølge Donald Trump.
»Vi er begge truet af et brutalt og skruppelløst regime i Nordkorea. Styrets atom- og missilprogram nødvendiggør et beslutsomt svar,« sagde Donald Trump.
Under pressekonferencen var han flankeret af den sydkoreanske leder, der under sit første statsbesøg i udlandet ikke opnåede et egentligt gennembrud i at udvikle en strategi over for Nordkorea.
Ikke desto mindre erklærede han, at de to ledere havde aftalt at koordinere indsatsen over for Nordkorea og har sat emnet som en topprioritet.
Indsatsen vil både føre til sanktioner og dialog, sagde Moon Jae-In, mens Trump varslede en kontant kurs.
»Det har slået fejl at udvise en strategisk tålmodighed over for det nordkoreanske regime - det har fejlet i mange år,« sagde han, inden han kom med bemærkningen om den opbrugte tålmodighed.
Donald Trump drager senere på året til Seoul for at besøge Moon Jae-In.
Det har vakt vrede i USA, at Nordkorea har lanceret flere missiltest i de seneste måneder, mens den amerikanske studerende Otto Warmbier døde kort efter sin hjemkomst fra det asiatiske land af uvisse årsager.
Han var blevet idømt 15 års tjeneste i en fangelejr for at have stjålet en politisk plakat.
Da han vendte hjem, lå han i koma efter at have været uden ilt til hjernen i en periode.
Nordkorea afviser at have tortureret eller mishandlet ham under fængselsopholdet.