Ruslands glemte oliekatastrofe: Utætte rørledninger forurener stort naturområde
Udskiftningen af gamle, utætte olieledninger i det nordlige Rusland går for langsomt. Floder, træer og dyreliv er under ekstrem belastning, lyder det fra miljøorganisationer.
Republikken Komi i det nordlige Rusland er kendt for sine mange floder og små søer, som forsyner dyreliv og lokalbefolkningen med drikkevand.
De senere år er området og de mange vandløb dog blev skæmmet af en kraftig olieforurening, som er sivet ud af de mange kilometers gamle, utætte olieledninger, der forbinder oliepumperne og olieraffinaderierne.
Miljøaktivister har i årevis forsøgt at råbe politikere op, og først i august 2016 tog de russiske myndigheder affære for første gang.
Her præsenterede den russiske miljøminister, Sergei Donskoi, myndighederne bud på olieforureningens omfang. Han estimerede, at der årligt bliver udledt omkring 1,5 mio. tons olie ud over det nordrussiske landskab. Det er cirka dobbelt så meget, som der i alt blev udledt under Deepwater Horizon-skandalen i Den Mexicanske Golf i 2010.
Myndighederne anslår samtidig, at 60 procent af de eksisterende olieledninger trænger til udskiftning.
De russiske myndigheders indsats er dog mangelfuld, mener flere miljøaktivister. Udskiftningen af gamle utætte rørledninger går for langsomt, hvorfor udledningen fortsat er voksende, forklarer Jon Burgwald fra Greenpeace.
Han har besøgt området flere gange i de seneste år, og han er rystet over den ligegyldighed, som olieselskaberne viser overfor udslippene.
»Myndighederne i Rusland forsøger at få olieselskaberne til at indrapportere olieudslippene, det gjorde de ikke før i tiden. Men rapporteringen er nærmest ikke-eksisterende, og selskaberne rydder ikke op efter olieudslippene. Det er en brøkdel af olieudslippene, som de overhovedet adresserer,« siger Jon Burgwald til Jyllands-Posten.
Den gennemsnitlige levetid for olieledningerne vurderes til at være omkring 10-15 år. Men udskiftningen sker ca. hver 20. år, vurderer Jon Burgwald. Derfor vokser problemet blot dag for dag, siger han.
»Udskiftningen sker langsommere, end rørledningerne ruster og bliver utætte, og så vil du se en eskalering af problemet,« siger han.
The Guardian beskriver i en artikel, at Ruslands olie- og gasproduktion udgør mere end halvdelen af statsbudgettet, hvilket medfører stor belastning for miljøet og lokalbefolkningen, da der opleves væsentligt flere udslip i Rusland end andre steder.
Ifølge the Guardian blev der i 2014 registreret 11.709 brud på olieledninger i Rusland. Til sammenligning oplevede Canada 133 brud på olie- og gasledninger i 2014, som havde påført menneskelig skade.
De mange olieudslip ender ofte i floderne i Koni-området, da smeltevandet fra vinterens nedbør fragter olien fra landjorden ud til vandområderne. De nordligste floder heriblandt floden Rechora ender dog ofte i det arktiske ocean, hvor olien derfor ender.
Det anslås, at Rechora-floden skyller mere end 500.000 tons olie ud i det arktiske ocean hvert år.