Fortsæt til indhold
International

Et mystisk objekt er skyllet på land i New Zealand og deler nu vandene

Er det et sømonster eller noget fra det ydre rum? Et ukendt objekt på en strand i New Zealand har sat gang i fantasien.

Det begyndte med et opslag i en Facebook-gruppe.

En ung kvinde var stødt på et mystisk objekt på stranden på Muriwai Beach i New Zealand og slog et par billeder op i en Facebook-gruppe for beboere i området omkring Muriwai og Waimauku, skriver The Telegraph.

»Jeg kørte forbi og tænkte: hvad? Det ligner orme med skaller på, som jeg aldrig har set før, med nogle sjove skabninger, der kommer ud,« skriver kvinden ved navn Melissa Doubleday.

Foto: Melissa Doubleday

Hun troede først, at det var en hval, der var skyllet på land et par kilometer nede af kysten.

Det er endnu usikkert, præcis hvad det er for et objekt eller skabning, som Doubleday har set. Flere brugere på Facebook undrer sig også, mens andre kommer med mere eller mindre urealistisk bud.

»Et sømonsters dreadlocks,« skriver en bruger, mens en anden spørger, om det mon er en skabning fra det ydre rum.

Flere brugere peger dog på, at der kan være tale om drivtømmer med såkaldte langhalse på, der er et slags krebsedyr.

Melissa Doubleday skriver i en besked til Jyllands-Posten, at hun efter at have talt med et par stykker, også selv tror, at der er tale om langhalse på drivtømmer.

Efter at have været nede på stranden for at se til den igen, fortæller Melissa Doubleday, at alt på skabningen nu er dødt, og at det lugter virkelig grimt.