Trods et års bombardement er IS ikke svækket nævneværdigt
"IS har bevaret sin evne til at planlægge og udføre konventionelle militære aktioner og terrorangreb,” vurderer ekspert.
Efter et år med massive bombardementer af Islamisk Stat i Irak og Syrien er det ikke lykkedes den USA-ledede koalition at svække den ekstremistiske gruppe nævneværdigt.
Sådan lyder konklusionen fra en række amerikanske efterretningstjenester, heriblandt CIA og Defense Intelligence Agency. Det skriver nyhedsbureauet AP.
”Vi ser ikke nogen signifikant nedgang i deres antal,” siger en embedsmand til nyhedsbureauet og henviser til efterretninger, som anslår, at IS’ samlede styrke vurderes til at være mellem 20.000 og 30.000 mand.
Også Danmark medvirker med F-16-fly i den koalition, som det seneste år vurderes at have dræbt mere end 10.000 af Islamisk Stats krigere. Terrorgruppen har dog formået at tiltrække nye jihad-krigere – blandt andre tilrejsende fra vestlige lande – og samtidig har gruppen spredt sig til andre områder, heriblandt Libyen, Sinai-halvøen i Egypten og Afghanistan.
Den internationale militære aktion har dog forhindret gruppens videre fremmarch i både Irak og Syrien, og visse steder er det også lykkedes at bringe Islamisk Stat i defensiven. Blandt andet i den syriske by Raqqa, en af Islamisk Stats højborge, hvor massive bombardementer, ifølge AP, har presset gruppen mærkbart. Kurdiske styrker har samtidig generobret store dele af grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet, og samlet set har Islamisk Stat mistet kontrollen over 9,4 pct. af deres territorium i første halvår af 2015, ifølge analysefirmaet IHS.
”Presset på Raqqa er betydeligt, og det er en vigtig faktor. Men det overordnede billede er, at IS er nogenlunde samme sted,” siger Harleen Gambhir fra den amerikanske tænketank Institute for the Study of War til AP og fortsætter:
”Alt i alt har IS bevaret sin evne til at planlægge og udføre konventionelle militære aktioner og terrorangreb.”
Islamisk Stat har samtidig ændret strategi som svar på de massive bombardementer, skriver nyhedsbureauet. Det betyder blandt andet, at IS-soldater i mindre grad bevæger sig rundt sammen i store grupper, men i stedet blander sig med civil-befolkningen med det formål at gøre det sværere for koalitionen at bombe, uden at også civile bliver ramt.
Gruppens vigtigste indtægtskilde er fortsat olie, og det anslås, at Islamisk Stat kan indbringe 500 millioner dollar om året gennem salget af olie.