Fortsæt til indhold
International

Rusland: Amerikanske agenter kidnapper vores borgere

Rusland beskylder USA for at jagte russiske borgere i udlandet. Udenrigsministeriet har nu udsendt en officiel advarsel.

Det russiske udenrigsministerium advarer nu alle borgere, som befinder sig i udlandet, mod amerikanske efterretningstjenester.

Fredag udsendte Moskva en officiel advarsel til russere i udlandet, fordi amerikanske agenter ifølge ministeriet driver klapjagt på dem.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»De amerikanske myndigheder fortsætter deres uacceptable jagt på russere i hele verden og ignorerer internationale love,« lyder det i advarslen.

I meddelelsen anklager Rusland også USA for at at kidnappe russiske statsborgere.

Ministeriet henviser til sagen om den 34-årige russer Vladimir Drinkman, som blev udleveret fra Holland til USA tidligere i år.

»Ved at tro, at de har ret til at gøre, lige som de vil, går Washington endda så langt som til at kidnappe vores borgere,« står der i meddelelsen.

Vladimir Drinkman har efterfølgende nægtet sig skyldig i fire anklager om medvirken til hackerforsøg af amerikanske finansfirmaer.

Forholdet mellem Rusland og Vesten har ikke været køligere siden Den Kolde Krig pga. Moskvas rolle i Ukraine-konflikten, skriver Reuters.

I øjeblikket er samarbejdet mellem NATO og Rusland også suspenderet for at presse premierminister Vladimir Putin til at trække sig ud af netop Ukraine.