Fortsæt til indhold
International

Skovrydning skal standses inden 2030

På FN's klimatopmøde siger en række lande, ngo'er og virksomheder, at de vil stoppe rydningen af verdens skove.

Udledningen af CO2 skal sænkes med 4,5-8,8 milliarder tons om året.

Det skal bl.a. ske ved at indstille rydningen af verdens skove inden 2030 og ved at genskabe 350 millioner ødelagt skov og landbrugsjord.

Sådan lyder tilsagnet fra en række lande, multinationale virksomheder, miljø- og interesseorganisationer, der alle er repræsenterede ved FN's klimatopmøde i New York netop nu.

Den hurtige afskovning af planeten er en af de væsentligste årsager til den globale opvarmning, og derfor går en bred koalition af samarbejdspartnere nu sammen og opstiller en konkret tidsplan for, hvornår skovrydningen skal standses.

"Videnskaben fortæller os, at vi ikke kan begrænse den globale opvarmning til 2 grader uden en massiv indsats i skovene. I dag har vi indledt presset for at vedtage politikker, ændre fremgangsmåder og etablere passende incitamenter til at standse skovrydningen", siger Norges statsminister, Erna Solberg, ved klimatopmødet.

Det skriver politiken.dk

Blandt de mål, der samtidig er opstillet på klimatopmødet i New York er også, at landene i det østlige og sydlige Afrika skal reducere afhængigheden af fossile brændstoffer.

Det skal blandt andet ske ved at 19 afrikanske lande øger deres brug af grøn energi. 80 pct. af al energi i det østlige og sydlige Afrika kommer i dag fra gas, olie eller kul.

Den Internationale Fællesorganisation for Genanvendelig Energi (IRENA) har desuden opstillet et mål om at levere renere energi til omkring 4,7 mio. mennesker, der bor i små ø-stater.

"Disse initiativer vil hjælpe med at reducere CO2-udledningen, og de vil forbedre helbredet, økonomien og mulighederne for at alle verdens borgere kan få et værdigt liv," siger FN's generelsekretær Ban Ki-moon på topmødet.

Artiklens emner
FN