Fortsæt til indhold
International

Sjældent fænomen strøg over Atlanten

Søndag kunne folk fra USA til Europa se en helt speciel form for solformørkelse.

En "hybrid solformørkelse" strøg søndag østpå fra USA over Atlanterhavet til det sydlige Europa og Afrika.

Ved en sådan form for formørkelse, der kun forekommer i gennemsnit hvert ottende år, kan man opleve enten en total eller en ringformet solformørkelse, alt efter hvor man befinder sig.

Solformørkelsen set nær Nairobi i Kenya.

I tilfældet med søndagens formørkelse begyndte den som en ringformet solformørkelse øst for Florida, men

Solformørkelsen set nær Tel Aviv i Israel.

blev på få men udvalgte steder total, efterhånden som den kom nærmere Europa og Afrika. I Washington D.C. og New York kunne man tidligt søndag morgen få et glimt af den delvise solformørkelsen, og i Spanien og Italien var solens forsvindingsnummer også at se.

Busture i Kenya

Ifølge BBC var der i Kenya arrangeret busture til den nordlige del af landet, hvor der var skyfrit og dermed gode muligheder for at opleve solformørkelsen.

Dog kunne den næsten totale formørkelse i Kenya kun ses i 15 sekunder, før Månen gled videre og lod solen komme til syne igen. Fænomenet forsvandt ind over Somalia, hvor det efterhånden var ved at blive aften, og dermed var det slut for det sjældne fænomen.

En solformørkelse forekommer, når Månen bevæger sig ind mellem Solen og Jorden og på den måde helt eller delvis skygger for Solen.

Sidst verden så en total solformørkelse var i Australien i 2012.

Den næste totale solformørkelse vil foregå omkring Færøerne d. 20. marts 2015.