Australien smækker døren i for bådflygtninge
Bådflygtninge kan ikke længere få opholdstilladelse i Australien, oplyser landets regering.
Den nyvalgte australske premierminister, Kevin Rudd, siger fredag, at bådflygtninge ikke længere kan få opholdstilladelse i Australien. Alle illegale bådflygtninge bliver sendt til det fattigdomsramte Papua New Guinea.
- Fra nu af vil alle asylansøgere, der ankommer til Australien med båd, ikke have en chance for at blive bosat som flygtning i Australien, siger Kevin Rudd.
Premierministeren bebuder dermed en ny, hård politik, hvor selv såkaldte "ægte flygtninge", der ankommer til Australien af søvejen, ikke kan opnå asyl. Flygtningene bliver sendt tilbage, hvor de kom fra, eller til et tredje land.
Tiltaget er en regional aftale, som er blevet underskrevet af Kevin Rudd og premierministeren i Papua New Guinea, Peter O'Neill. Den træder i kraft med det samme og skal fornys hvert år.
Farefuld sørejse
Som tak for hjælpen vil Australien yde økonomisk støtte til Papua New Guinea - blandt andet til et stort hospital i Lae, der er landets næststørste by.
Målet er at forhindre folk fra Indonesien i at foretage den farefulde sørejse til Australien. Såkaldte "økonomiske migranter", der ikke flygter, men tager turen for at få et bedre liv i Australien.
Ifølge den australske udenrigsminister, Bob Carr, er det sket en stigning i antallet af asylansøgere, som ankommer til Australien med båd. Mange kommer fra Sri Lanka og Iran.
Tidligere på måneden mødtes Kevin Rudd med den indonesiske præsident, Susilo Bambang Yudhoyono, i Jakarta, hvor parterne annoncerede en aftale, der skal fremme større regional samarbejde i spørgsmålet om immigration over grænserne.
/ritzau/AFP