Fortsæt til indhold
International

Kina cyber-angriber USA igen

En velkendt kinesisk hackergruppe, har igen hugget en ukendt mængde data fra virksomheder og myndigheder i USA.

Tre måneder efter et stort netværk af kinesiske hackere, blev afsløret i at have stjålet data fra en lang række amerikanske firmaer og myndigheder, er det på spil igen.

Amerikanske sikkerhedseksperter og embedsmænd siger til New York Times, at netværket blot er begyndt at bruge nye teknikker, men at det ikke i særlig høj grad prøver at skjule sine aktiviteter.

Ifølge avisen arbejder netværket endda direkte under den kinesiske hær, China's People's Liberation Army.

Holder til i et 12-etagers højhus

I denne bygning holder Unit 61398 til.

Da det for tre måneder siden for første gang kom frem, at gruppen var på spil, prøvede Obama-administrationen at gøre brug af "naming and shaming"-metoden. Den gik ud på at offentliggøre navnet på netværket og gøre det klart for Kina, at man vidste, det havde tråde ind i Kinas hær.

På den måde håbede USA på, at Kinas nye lederskab ville slå ned på holdet af hackere eller i det mindste råde dem til at være mindre åbenlyse i deres operationer, skriver New York Times.

Men gruppen, som hedder Unit 61398 og holder til i et stærkt bevogtet 12-etagers højhus, har altså genoptaget sine angreb.

Der er endnu ingen oplysninger om hvilke data, der er blevet stjålet.

Hugget materiale i fem år

En rapport over gruppens angreb har vist, at de kinesiske hackere havde stjålet data igennem fem år, før det blev kendt første gang.

Heriblandt produkttegninger, fremstillingsplaner, kliniske testresultater, forhandlingsstrategier og andet fortroligt materiale fra virksomheder og myndigheder i USA.

Den kinesiske regering har konsekvent benægtet enhver involvering i hacking.

Som svar på en tidligere rapport om Unit 61398, har talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium, Hong Lei, sagt, at sådanne beskyldninger var "uansvarlige og uprofessionelle."