Her er de mest spektakulære kidnapninger
Adskillige piger har været holdt som sexfanger i årevis og født børn.
Endnu en gang kan målløse tv-seere følge med, mens politiet optrevler en uhyggelig kidnapningssag, hvor ofrene har været indespærret i mange år og formentlig født børn undervejs.
Lige nu er det i Cleveland i staten Ohio, USA, en grusom sag er under oprulning. Og igen må undrende naboer til et af disse "fængsler" forklare, at de ikke havde nogen mistanke til gerningsmændene.
Men sagen i Cleveland, hvor tre unge kvinder omsider slap fri efter 11 års indespærring hos tre brødre, er langt fra den første af sin art.
Historien rummer en række tilsvarende grusomheder. Her er fire af de mere spektakulære:
Natascha Kampusch
Den 10-årige pige var på vej i skole i Wien den 2. marts 1998, men hun nåede aldrig frem. Hun forsvandt sporløst, men et vidne mente dog at have set hende på vej ind i en hvid varevogn.
De følgende otte år tilbragte hun i et rum indrettet i en garage. Det var tre gange fire meter og med en højde på kun 1,60 meter.
Hendes bortfører Wolfgang Priklopil havde sørget for bøger og tv. Pigen havde adgang til et toilet, og han underviste hende i læsning og matematik.
Den 23. august 2006 blev Natascha sat til at støvsuge Priklopils bil, og selv gik han lidt væk for at undgå støjen fra støvsugeren.
Den mulighed brugte pigen øjeblikkeligt til at styrte afsted og søge hjælp hos en nabo i den lille by Strasshof nordøst for Wien.
Bortføreren begik selvmord.
Maria Monaco
Den 29-årige Maria Monaco fra Napoli havde i 1990 en affære med en skolelærer, og hun var blevet gravid.
Hendes mor, søster og bror blev rasende og låste hende inde på sit værelse.
Her blev hun de følgende 18 år - stadig mere tilsølet i snavs og sin egen afføring.
Et anonymt tip fra en nabo, der i 2008 klagede over stanken fra værelset, bragte politiet på sporet af den gruopvækkende sag.
Maria Monaco lå i et hjørne og i en så forvirret tilstand, at hun ikke umiddelbart kunne afhøres.
Det viste sig også hurtigt, at Maria Monaco havde en søn på 17 år, som levede sammen med hendes familie.
Efter sigende skulle han være helt på det rene med tingenes tilstand i lejligheden i Santa Maria Capua Vetere ved Napoli i nærheden af Rom.
Jaycee Lee Dugard
Den 10. juni 1991 var den 11-årige pige på vej fra busstoppestedet til sit hjem i South Lake Tahoe, Californien.
Hendes stedfar så kidnapningen og satte efter på sin cykel men kunne intet gøre.
Der skulle gå 18 år, før hun blev genforenet med sine kære.
I den lange periode var hun spærret inde i en lydtæt boks i en samling skure og telte i en ussel baggård i Antioch, Californien – en times kørsel øst for San Francisco.
Området var dækket af med presenning, enorme træer og et næsten to meter højt hegn. Det ene skur kunne låses og var lydtæt.
Her fik "Alissa", som bortføreren kaldte hende, to døtre med sin kidnapper. Den første fødsel kom allerede, da hun var 14 år, og næste barn fødte hun som 18-årig.
Kidnapperen Phillip Garrido og hans 54-årige hustru Nancy Garrido besøgte over to dage i august 2009 Berkeley University i Californien. De var ledsaget af to piger, og pigernes adfærd var af en art, så politiet blev alarmeret.
Den 58-årige Phillip Garrido blev bedt om at møde frem på politistationen. Det gjorde han i selskab med en ung kvinde. Hun blev kort efter identificeret som den savnede Jaycee Lee Dugard.
Garrido fik siden 431 års fængsel, og hans kone 31 års fængsel.
Han havde tidligere begået voldtægt og anden form for kriminalitet.
Elisabeth Fritzl
Der var tale om grundig planlægning, da Josef Fritzl i tiden op til 1984 fik myndighedernes tilladelse til at udgrave et beskyttelsesrum under sit hus i en lille landsby nær den østrigske by Amstetten.
I 1984, da hans datter Elisabeth var blevet 18 år, lokkede faderen hende med ned i kælderen, hvor han bedøvede hende og gav hende håndjern på.
Hun blev meldt savnet, men en måneds tid senere fremviste faderen et brev fra hende, hvori hun fortalte, at hun havde det godt, og at eftersøgningen skulle stoppes.
Faderen, som tilbage i 1967, var dømt for voldtægt af en sygeplejerske, misbrugte nu systematisk sin datter.
Hun fødte i alt syv børn, hvoraf det ene døde. Fødslerne begyndte, da Elisabeth var 23 år.
Det døde barn sørgede Fritzl for at brænde i en brændeovn.
Bortset fra de to første børn blev de efterfølgende adopteret af Josef Fritzl og hans kone.
Hele den forfærdelige sag kom for en dag, da Elisabeths ældste datter Kerstin måtte indlægges på et hospital. Hun var i livsfare på grund af mangelsygdomme fra opholdet i kælderen.
Elisabeth havde skjult et brev til myndighederne på datteren, og da det kom frem, gik afsløringen hurtigt.
Josef Fritzl blev idømt livsvarigt fængsel.