Fortsæt til indhold
International

Gaddafi: "Dans, syng og vær glade"

Libyens diktator dukkede pludselig op og mødte folkemængden på den Grønne Plads i Tripoli.

Muammar Gaddafi, Libyens udskældte dikator, dukkede fredag overraskende op på den Grønne Plads i hovedstaden Tripoli.

Det viser tv-billeder fra egyptisk stats-tv.

"Dans og syng"

På netop Den Grønne Plads har adskillige tilhængere af regimet de seneste dage være samlet i et forsvar for den kontroversielle statsleder.

"Jeg, Muammar Gaddafi, er én af jer. Dans, dans, syng - og vær glade," råbte den 68-årige diktator i en peptalk til tilhængerne fra toppen af en bygning.

Han opildnede samtidig til kamp mod de oprørske demonstranter, som vil vælte ham og bekendtgjorde, at "han vil kæmpe til døden."

Våben til alle

“Hvis det er nødvendigt, vil vi åbne arsenalerne for at bevæbne hele det libyske folk og alle libyske klaner. Sammen kan vi nedkæmpe ethvert angreb,” udbrød diktatoren til sine tilhængere, der kvitterede med jubelråb og knyttede næver.

Muammard Gaddafi, i dagens anledning iført vinterjakke og en grøn hat, fulgte op med følgende opfordring:

"Vær klar til at kæmpe for Libyen, vær klar til at kæmpe for værdighed, vær klar til at kæmpe for olie."

Oprørsgrupper nærmer sig højborg

Efter fredagsbønnen tidligere på dagen bragede skuddene på ny løs i flere forstæder til hovedstaden, hvor mindst fem demonstranter blev dræbt i kampe mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter.

Muammar Gaddafi har vist sig for sine tilhængere efter en række voldelige episoder og nyheden om, at regeringsfjendtlige demonstranter har taget kontrollen med en række byer tæt ved Tripoli.

Oprøret, der startede i den østlige by Benghazi, er dermed rykket tættere på diktatorens egen højborg