Fortsæt til indhold
International

11 omkommet i norsk skibsforlis

11 personer omkom, da den norske hurtigbåd Sleipner fredag aften forliste ud for Haugesund i Vestnorge. Der var i alt 89 personer om bord på katamaranfærgen, da den stødte på grund. Ni personer savnes stadig.

Redningsarbejdet foregik hele natten og fortsatte lørdag formiddag med redningshelikoptere og 13 skibe i området, hvor færgen forliste. Yderligere 150 mand fra civilforsvaret og Norsk Røde Kors deltog i redningsaktionen ved at finkæmme kysterne nær ulykkesstedet.

Katamaranskibet Sleipner er et helt nyt skib, der blev indsat i august i år. Foto: Rederiets hjemmeside

Af de i alt 23 personer, som efter forliset blev bragt til behandling på sygehuset i Haugesund, beskrives en 42-årig kvindes tilstand som alvorlig. Hun er slemt kvæstet og stærkt nedkølet af opholdet i det kolde havvand.

Meldingen om, at "Sleipner" var grundstødt, løb ind kl. 19.08 fredag aften, og katamaranfærgen gik ned kl. 19.50. Søsterskibet "Daupner" og flere andre skibe, der var i området, medvirkede i redningsarbejdet, som besværliggjordes af en stiv kuling. Redningsmandskabet måtte kæmpe hårdt for at bjærge passagerer og mandskab op fra havet.

De overlevende efter forliset beretter om kaos ved redningsaktionen. Folk begyndte at skrige, og der manglede information fra besætningen. Ingen af "Sleipners" redningsflåder kom tilsyneladende i brug.

Vi fik besked på at holde os i ro, fortæller en af de overlevende, Håvard Røssland til Norsk TV2. Han troede at han skulle dø, da lyset gik ud og vandet begyndte at fosse ind om benene. Passagererne havde fået at vide, at en helikopter var på vej men der skete intet, så folk måtte redde sig selv, som de bedst kunne, da færgen gik ned. Han berettede endvidere, at mange havnede i det iskolde vand da katamaranen sank. Selv blev han reddet af en fragtbåd kort efter.

Lørdag middag var vraget af "Sleipner" fortsat ikke nøjagtigt lokaliseret. Flere af de overlevende mener, at nogle af de savnede befinder sig i den sunkne færge.

Fredagens tragiske ulykke i Haugesund er den værste skibskatastrofe i området, siden olieplatformen "Alexander Kielland" forliste i 1980.

FAKTA

Kritik
Allerede samme nat haglede kritikken ned over rederiet. Ifølge Nettavisen, havde mandskabet aldrig øvet sig i at blæse redningsflåderne op fordi færgen var helt ny på ruten. Sleipner blev indsat på ruten mellem Bergen og Stavanger i august måned i år.

Færgen havde ingen passager-liste, og de enkelte passagerer er derfor først blevet identificeret efterhånden som de blev reddet i land, hvor de selv kunne oplyse navn og adresse. En del pårørende ringede i løbet af aftenen ind til redningsstationen og efterlyste deres pårørende. Enkelte havde været i kontakt med de pårørende over mobiltelefoner under redningsaktionen.

/ritzau/