Fortsæt til indhold
Afrika

Kvindelige aktivister er løsladt i Egypten

21 kvindelige demonstranter er løsladt fra fængslet i Egypten. 14 af dem var ellers idømt 11 års fængsel.

/ritzau/AFP

To appeldomstole i Egypten har afgjort, at 21 kvindelige demonstranter skal ud af fængslet og sættes på fri fod.

Afgørelsen faldt lørdag ved en almindelig appeldomstol og en domstol, der behandler sager mod mindreårige.

De involverede var idømt fængselsstraf for at have deltaget i demonstrationer til fordel for den islamiske præsident Mohammed Mursi, som militæret afsatte i begyndelsen af juli i år.

Straffe vakte opstandelse

Da de 21 blev idømt fængselsstraffe - 14 af kvinderne fik 11 års fængsel - vakte det opstandelse i Egypten.

- Gud er størst, lød det så lørdag eftermiddag i retten i byen Alexandria, da domstolen reducerede de 14 kvinders straf til et års betinget fængsel, hvorefter de blev løsladt.

Domstolen for mindreårige løslod pigerne på prøve.

Skabte sammenhold

De oprindelige domme i oktober rystede endda tilhængere af regeringen, der er indsat af militæret.

Billeder af kvinderne i deres hvide islamiske hovedtørklæder var med til at skabe sammenhold i den islamiske opposition, der støtter den afsatte og nu fængslede præsident Mursi.