Fortsæt til indhold
Afrika

Fredagsbøn: Muslimer, som tager militærets parti, ender i Helvede

Tusindvis af Mursi-tilhængere er begyndt den store march gennem Kairo.

Fredag er, som det er sket mange gange før under det Arabiske Forår, i Egypten blevet udnævnt til "vredens dag".

Det Muslimske Broderskab har opfordret sine tilhængere til at deltage i en march efter fredagsbønnen i protest over onsdagens blodbad, hvor over 600 blev dræbt, da to protestlejre blev ryddet.

I lejrene boede tilhængere af den afsatte præsident Muhammed Mursi fra Det Muslimske Broderskab.

Tahrir Pladsen er afspærret

Fredagbønnen er nu overstået og tusindvis af Mursi-støtter er på vej mod Ramses Pladsen i Kairo, hvor Det Muslimske Broderskab har opfordret folk til at møde op.

"Ned med militærstyret," lyder slagordet fra de protesterende.

Det egyptiske styre er tilsyneladende forberedt på det værste.

Adskillige gader er afspærret af pigtråd og soldater i pansrede vogne, og ifølge BBC's oplysninger er det umuligt at få adgang til Tahrir Pladsen, som tidligere har været samlingssted for modstandere af Muhammed Mursi.

Må gerne skyde med skarpt

Egyptisk stats-tv oplyser, at militærtropperne er indsat for at passe på "vitale installationer", men politiet har fået tilladelse til at skyde med skarpt for at beskytte sig selv og regeringsbygninger.

Samtidig skriver BBC, at tilhængere af militærstyret har opfordret egypterne til at beskytte deres kvarterer og ejendele.

AFP citerer egyptisk stats-tv, som oplyser, at en politimand er blevet dræbt ved et angreb på et checkpoint i Kairo.

BBC's Jeremy Bowen befandt sig under fredagsbønnen i en moské tæt på Ramses Pladsen.

"Prædikenen siger, at muslimer, som tager militærets parti, er dårlige muslimer, som ender i Helvede," skriver han på Twitter.

Ligner noget konfrontatorisk

"Der er en god krudttønde-dynamik, hvor folk vil fortsætte demonstrationerne, som efter al sandsynlighed bliver mere voldsomme end i går. Det ligner noget, der bliver konfrontatorisk i løbet af dagen," siger Rasmus Boserup til Ritzau.

Han er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og tidligere leder af Dansk-Egyptisk Dialogcenter i Kairo.

Konfrontationen ser dog ud til ikke blot at omfatte Kairo. I Alexandria samles Mursi-tilhængere ifølge Reuters også.

Her forsøgte ukendte personer i øvrigt at sætte ild til en såkaldt dommerklub, men det lykkedes kun at sætte nogle biler i brand.

Og i byerne Maadi og Tanta skal flere Mursi-støtter også være forsamlet.

Egypten er i undtagelsestilstand, og der er natligt udgangsforbud i en række provinser og hovedstaden Kairo.