Fortsæt til indhold
Indland

Tusindvis blev snuppet af politiet i påsken

Politiet fik bid med sin færdselskontrol i påsken.

Som ved så mange højtider gennemførte poltiet en landsdækkende målrettet færdselskontrol i påsken.

Og nu ligger resultatet af indsatsen klar.

Fokus var især på for høj hastighed samt spiritus- og narkotikakørsel.

I alt blev der ved kontrollerne over hele landet noteret 4.888 forseelser. Af dem var 4.323 hastighedsovertrædelser.

I et særligt groft tilfælde fulgte en bilist efter en ambulance og passerede et vejarbejde på Fyn med 123 km/t, hvor hastigheden var nedsat til 50 km/t. Bilisten fik inddraget førerretten på stedet, oplyser politiet.

Spritbilister

Den automatiske trafikkontrol (ATK) målte og fotograferede 3.020 af hastighedsovertrædelserne. 76 kørte så meget for stærkt, at de vil fået en betinget frakendelse af førerretten.

Det betyder, at de inden for et en vis frist skal bestå en ny teoriprøve samt en ny køreprøve i første forsøg. Ellers får de inddraget deres kørekort.

I påskekontrollen holdt politiet også øje med påvirkede bilister.

I alt blev 17 personer sigtet for at køre spirituskørsel, mens syv blev sigtet for at køre i narkopåvirket tilstand.

Bestil færdselskontrol

Fra 1. april kunne man bestille en færdselskontrol hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Men muligheden for at bestille sin egen færdselskontrol blev hurtigt så populær, at politiet midlertidigt måtte lukke ordningen.

Muligheden for at borgerne kan bestille en færdselskontrol på et selvvalgt vejstykke er et pilotprojekt, som kun kører hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Målet er naturligvis at knalde færdselssyndere, men mindst lige så meget handler ordningen om at aflive bekymring i befolkningen, siger vicepolitiinspektør Erik Mather, leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.