Stor mængde kemikalier fundet på Fyn
Kemikalier i dunke, poser og glas, svarende til indholdet af en varebil, undersøges.
Se mere video fra Local Eyes
Det var et urovækkende syn, der mødte politiet på en adresse på Skippervænget i Odense, da man undersøgte omgivelserne efter en brand tidligere mandag.
En stor mængde kemikalier af ukendt oprindelse er blevet fundet på adressen, uforsvarligt opbevaret i dunke, poser og glas. Mængden svarer til indholdet af en mindre varebil.
En 40-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger i et grundlovsforhør, der blev holdt bag dobbeltlukkede døre.
Tidligere i dag er hans far blevet afhørt af politiet. Begge boede på adressen, der rummer i alt fire lejemål.
Det har ikke været muligt at få oplyst, om der er fundet kemikalier i flere af lejlighederne.
Bombehunde på vej
Klokken 15 ankom politiets bombehunde for at få vished for, at alle mistænkelige stoffer er lokaliseret. Politiet forventer, at ejendommens naboer kan vende hjem i aften. Undersøgelsen af huset er dog endnu ikke afsluttet.
Naboer beskriver den 40-årige mand, der er under afhøring, som en, der passer sig selv.
På grund af de farlige sager er 15 husstande i Skibhusene evakueret, og politiet har oprettet en zone på 100 meter fra ejendommen.
Branden blev opdaget kort efter klokken 17 mandag. Evakueringen blev sat i værk ved 21-tiden.
Tilsodet beboer
Om branden er opstået på grund af kemikalierne, er der ifølge politiet tirsdag formiddag ikke noget svar på.
Den anholdte har været lejer i ejendommen i cirka to år, oplyser udlejeren til TV2.
Manden var tilsodet i ansigtet, da han blev ført væk af politiet.
"Politiet forsøgte at få ham ud, men det ville han ikke. Til sidst lykkedes det politiet at overbevise ham om, at han skulle komme ud. Han var helt sort i ansigtet," fortæller Thomas Andersen, der bor i en af lejlighederne i samme ejendom.