Fortsæt til indhold
Indland

Omfattende hackersag falder til jorden

Efter fire et halvt år opgiver myndighederne nu sagen om hacking af 6.000 personer. Aktivist på venstrefløjen fortryder ikke brug af hackede oplysninger.

Kaare Sørensen

En større sag om hacking af private oplysninger på omkring 6.000 personer på højrefløjen bliver ikke til noget.

Politiets Efterretningstjeneste havde ellers talt om en »privat efterretningsvirksomhed« og mistænkte en gruppe på venstrefløjen for at føre et omfattende arkiv bygget på til dels hackede oplysninger. Og i lang tid overvejede myndighederne, om en gruppe på venstrefløjen tilknyttet det såkaldte researchkollektiv Redox skulle tiltales for terror.

Men nu er sagen faldet til jorden, og Statsadvokaten har fuldstændig opgivet en ellers berammet ankesag ved Østre Landsret i næste måned.

»Sagen kommer ikke til at køre. Sagen slutter her,« bekræfter Kristian Braad, anklager hos Statsadvokaten i København.

Ved byretten sidste år blev tre af medlemmerne af Redox dømt 60 dages betinget fængsel for besiddelse af »mulige hackede oplysninger« og et enkelt medlem blev dømt for medvirken i et groft overfald mod højreekstremister i København. Alle blev dog frifundet for at have deltaget i hacking.

»Dommen fra byretten står stadig ved magt, og det betyder, at der stadig er en gruppe, der blandt andet er dømt for at være i besiddelse af oplysninger, som man ulovligt er kommet til veje med. Det er vi tilfredse med,« siger Kristian Braad.

Anklager: Gammel sag

Byretten besluttede, at anklagemyndigheden ikke kunne føre sagen om hacking af flere tusinde personer uden at indhente godkendelse fra samtlige personer. I stedet blev sagen i byretten ført med godkendelse fra blot 10 personer.

Den del af byrettens dom er Statsadvokaten i København dog fortsat principielt ikke enig i, og her fastholder man, at sagen kunne være ført uden de såkaldte private begæringer.

»Hvis man skulle ud i en ny bevisførelse om det spørgsmål, skulle politiet til at lave ny efterforskning i en omfattende sag, der efterhånden er ved at være meget gammel, og det mener vi ikke, sagen kan bære i dag,« siger Kristian Braad.

Ikke super lovligt

En af de tiltalte i sagen, Andreas Rasmussen, er lettet over, at sagen nu endelig er afsluttet, efter at han blev anholdt af politiet i 2010.

»Det har været et relativt stort pres for os og vores pårørende. Så det er en stor lettelse, at det nu er slut,« siger Andreas Rasmussen, der i dag er journaliststuderende.

Materialet fra Redox har blandt andet været brugt i Ekstra Bladet til at afsløre medlemmer af den nu lukkede højrefløjsbevægelse Dansk Front.

Som fortsat aktiv i Redox erkender Andreas Rasmussen, at han har brugt materiale, som ikke er lovligt.

»Jeg er ikke blind eller dum: Når vi har fået materiale, der formentlig er kommet fra en hacket kilde, er der ikke nogen, der klapper en på skulderen og siger: Det her er super lovligt. Men vi har set på sammenhængen, og jeg mener, at det arbejde, vi laver, er vigtigt. Jeg kan sagtens se mig selv i spejlet,« siger Andreas Rasmussen, der fortsat mener, at det er vigtigt at få kortlagt højrefløjen. Han fortryder intet.

»Der er stadig unge venstrefløjsaktivister eller kvinder med tørklæde, der bliver sparket omkuld af nazister. Det er et problem for hele samfundet, men som politiet ikke kan løse. Selvom de måske gerne vil. Derfor spiller vi en vigtig rolle,« siger han.

Andreas Rasmussen sad i alt seks uger i isolation, mens myndighederne overvejede at tiltale ham for den milde terrorparagraf.

Han mener, at oplevelsen i isolation blandt andet i en periode gjorde det svært for ham at læse bøger.

»Det er fucking tortur. Jeg er rasende over, at folk bliver udsat for det«.