Fortsæt til indhold
Indland

"Boghandleren fra Brønshøj" spøger igen

Sam Mansour har været i myndighedernes søgelys i langt over 10 år og fik Danmarks første terrordom i 2007.

”En hård straf”.

Sådan lød det den 11. april 2007, da den dengang 47-årige Said Mansour, bedre kendt som ”Boghandleren fra Brønshøj”, blev idømt Danmarks første terrordom.

Mansour, som siden har skiftet navn til Sam Mansour, blev idømt treethalvt års fængsel for blandt andet at opfordre til jihad (hellig krig, red.). En ”utvetydig opfordring til deltagelse i væbnet jihad”, lød det fra retsformanden, da dommen faldt.

Men Mansour har tilsyneladende ikke lært ret meget af de to års fængsel, som han nåede at afsone af dommen fra 2007, for her til formiddag fremstilles han på ny med tilsvarende sigtelser - blandt andet efter straffelovens sjældent benyttede paragraf 114 om tilskyndelse til terror.

Dømt for at tilskynde til jihad

Mansour valgte dengang i 2007 at gå i fængsel med et spagfærdigt ”Allahu Akbar” (”Allah er stor”, red.) uden at anke dommen, som anklagemyndighed og forsvarer i fællesskab betegnede som ”meget hård”.

Han blev ikke alene dømt efter terrorparagraffen, men også efter straffelovens paragraf 266b om diskrimination samt efter paragraf 136, der gør det strafbart offentligt at tilskynde til forbrydelser. Mansour var i 2005 blevet straffet for flere forhold, herunder ulovlig våbenbesiddelse.

Den marokkansk fødte Said – eller Sam – Mansour kom til Danmark i 1983 som resultat af familiesammenføring med sin søster. I 1988 fik han dansk statsborgerskab, og i 1992 grundlagde han sit omdiskuterede forlag Al Nur Islamic Foundation.

Allerede i 1989 var Mansour begyndt sit virke som agitator med at uddele løbesedler med hård kritik af det marokkanske styre, men op gennem 1990'erne blev boghandlen centrum for en strøm af propagandamateriale med mere og mere islamistisk indhold.

Leverede til terrornetværk

Sam Mansour, som tidligere hed Said Mansour. Billedet stammer fra ca. 2001.

Fra forlaget, der blev drevet fra hjemmet i Brønshøj, publicerede han i årene efter cd'er, dvd'er med taler og prædikener af terrordømte og al-Qaeda-ledere samt bøger, tekster, billeder og sange.

Hans materiale er fundet hos terroranklagede i Danmark og under terrorefterforskning i Tyskland, Italien, Spanien, Belgien og USA, fremgår det af The American Foreign Policy Councils terror-overblik.

Men den store politiske aktivitet pådrog han sig politiets søgelys, men det varede mange år, inden myndighederne bevisligt kunne sætte Sam Mansour i forbindelse med opfordring til terror.

I 2003 afslørede Berlingske Tidende, at politiet aflyttede hans forlag, fordi han var mistænkt for at opfordre til terrorhandlinger gennem forlaget.

Mange års overvågning

Mansour blev i anholdt i august 2003, men PET fandt efter længere tids efterforskning ikke grundlag for at sigte ham efter terrorparagraffen. I stedet blev han tiltalt for overtrædelsen af våbenloven og for dokumentfalsk, og han blev siden idømt tre måneders ubetinget fængsel.

Lækagen til Berlingske Tidende vakte stor politisk opsigt, og daværende justitsminister Brian Mikkelsen (K) måtte forklare sagen over for Folketingets retsudvalg.

I november 2004 blev Said Mansours hjem på ny ransaget, og her fandt politiet et større parti videofilm, taler og sange, som opfordrede til jihad.

Også i januar 2005 blev hans forlag ransaget, og yderligere materiale blev konfiskeret. Blandt andet fandt politiet over 3.000 cd-rom’er, hvoraf en tredjedel havde et yderliggående, islamistisk indhold.

Nægtede sig skyldig

Endelig så det ud som om, at politiet havde nok til en terrorsigtelse, og den 8. september 2005 blev han varetægtsfængslet og blandt andet sigtet for at opfordre til terror gennem sit forlags udgivelser.

I april 2007 blev han idømt treethalvt års ubetinget fængsel. Han slap dog for at blive udvist efterfølgende.

Sagen varede flere måneder, og ud fra fundet på hans bopæl af utallige cd'er, dvd'er, cd-rom'er og videoer med blandt andre Osama bin Laden fandt retten det bevist, at den godmodigt udseende boghandler fra Brønshøj faktisk opfordrede til terror.

Gennem hele retssagen nægtede Mansour sig skyldig og argumenterede med, at han blot havde indsamlet materiale, der lå frit tilgængeligt på internettet.

Kontakt til terrorister

Mansour har ifølge en række kilder været meget aktiv i forbindelse med flere danske terrorsager, og han delte netværk med islamiske terrorister, som enten har været eller er mistænkt eller dømt for terrorvirksomhed, fremgår det af The American Foreign Policys oversigt over islamistisk terror

I Danmark havde han ringet og skrevet sammen med flere af de fire terrortiltalte i terrorsagen fra Glostrup, hvoraf de tre blev frikendt i februar 2007. Hans islamistiske udgivelser blev siden fundet i forbindelse med Glostrup-sagen, som drejede sig om terrorplaner i Bosnien. Her blev en 18-årig mand i februar 2007 idømt syv års fængsel.

Husly til World Trade-bagmand

Og internationalt menes han i 1990 at have hjulpet den dømte terrorist Omar Abdel-Rahma med visum til Danmark. Blandt andet gav han husly til Omar Abdel-Rahma, som tre år senere stod bag terrorangrebet mod World Trade Center og blev idømt 240 års fængsel.

Han menes også at have haft forbindelser til det ledende – og nu afdøde - al-Qaeda-medlem Ayman al-Zawahiri, men over for danske medier har Sam Mansour afvist nogensinde at have mødt ham.

"Jeg har desværre aldrig haft den ære at møde Ayman al-Zawahiri, for han har aldrig været i Danmark. Jeg ved godt, at aviserne har skrevet noget andet, men han har aldrig været i landet," sagde Said Mansour i 2003 til Jyllands-Posten.

Afsonede fuld tid

Allerede i slutningen af 2007 – få måneder efter dommen – ansøgte Said Mansour om prøveløsladelse, men fik afslag efter flere ”episoder” under afsoningen.

Ifølge kriminalforsorgen opførte den terrordømte sig på en måde i fængslet, at fængslet vurderede, at Mansour på fri fod ville fortsætte med at opfordre til terrorhandlinger. Han blev løsladt den 5. marts 2009 efter at have afsonet sin fulde straf, men siden har offentligheden ikke set ret meget til Sam Mansour.

I den nye sag er Sam Mansour sigtet efter straffelovens paragraf 114e, da Københavns Politi mener at kunne føre bevis for, at han under særdeles skærpende omstændigheder har tilskyndet til terror.

Nye opfordringer til jihad

Politiet oplyser, at manden blandt andet ved meddelelser på Facebook er fremkommet med en lang række opfordringer til væbnet jihad (hellig krig, red.) og hyldest af hellige krigere.

Han skulle eksempelvis have hyldet den nu afdøde leder af al-Qaeda Osama bin Laden og terrorangrebet på World Trade Center i USA den 11. september 2001, ligesom han har hyldet og forherliget fremtrædende danske jihadister.

Den anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg onsdag formiddag med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.