15-årig drabstiltalt fængslet for nyt overfald
En kun 15-årig dreng er tiltalt i Jon Patorra-drabssagen, og nu er han varetægtsfængslet for grov vold.
En 18-årig mand blev en sen aften lokket i et bagholdsangreb i Husum i starten af april. Her gik en større gruppe løs på ham med knivstik i benene og flere knytnæveslag, der brækkede den 18-åriges næse.
Københavns Politi har nu sigtet to for overfaldet, hvor den ene blot er 15 år. På trods af sin unge alder har den 15-årige allerede en tiltale for manddrab hængende over hovedet.
Det drejer sig om knivdrabet på den 21-årige Jon Patorra i Vanløse i september sidste år.
Mere vold
Tre drenge på dengang 15, 16 og 18 år blev anholdt i sagen. De er nu alle tre tiltalt for drabet, selvom den 16-årige har erkendt, at han førte kniven.
Den 15-årige og 18-årige blev også sigtet for drabet, men blev senere løsladt, fordi politiet mente, at de spillede en mindre rolle i knivdrabet og derfor ikke kunne varetægtsfængsles, indtil sagen skulle i retten.
En dommer mente dog 18. april i år, at der er begrundet mistanke om, at den 15-årige har brugt sin frihed til mere vold. Derfor blev den 15-årige sammen med den anden sigtede i sagen varetægtsfængslet for det voldelige bagholdsangreb i Husum 2. april.
Det 18-årige offer for bagholdsangrebet har ikke tilknytning til bandemiljøet, og begge sigtede nægter sig skyldige.
Isolation
En anden af de tiltalte for Jon Patorra-drabet, en nu 19-årig mand fra banden Loyal To Familia, blev fredag ved Retten på Frederiksberg varetægtsfængslet i fire uger, hvoraf to skal være i isolation.
Den 19-årige er sigtet for drabet på den 27-årige Zaid Mohammed al-Kayssi på Frederiksberg i februar. Zaid Mohammed al-Kayssi blev skudt på klos hold 20. februar, da han forlod sin arbejdsplads på Finsensvej ved 18-tiden for at køre hjem.
Han blev ramt af to skud og døde dagen efter af sine kvæstelser.
Dermed er alle tre tiltalte for Jon Patorra-drabet igen bag tremmer godt et halvt år efter knivdrabet i Vanløse.