Fortsæt til indhold
Indland

Vanrøgt af ponyer politianmeldt

Dyreværnsorganisationen Nyt Hesteliv har anmeldt en hestehandler i Brørup i Jylland.

En hestehandler i Brørup i Jylland er blevet politianmeldt af dyreværnsorganisationen Nyt Hesteliv for at have misrøgtet syv ponyer.

"Vi kom ud til gården og så nogle radmagre shetlandsponyer, som var i meget ringe forfatning," siger formand for Nyt Hesteliv Janne Junker til jp.dk.

Men for formanden er det mest frustrerende ved sagen, at de tidligere har anmeldt hesthandleren for misrøgt af sine heste.

"Ofte sker der ikke andet end at ejerne af de misrøgte heste får en påtale om at udbedre forholdene, hvor politiet i stedet skulle fjerne dyrene og få dem anbragt på et internat," siger Janne Junker.

Besigtiges i morgen

Sagen er nu havnet på Lokalpolitiet i Vejens bord, og i morgen vil en landbetjent, som er videreuddannet i dyrevelfærd, samt en dyrlæge tage ud for at vurdere sagen, forklarer politiassistent Karsten Aaskov til jp.dk.

"De skal besigtige forholdene for at se, om der er hold i anmeldelsen, samt om ejeren skal udbedre forholdene eller i yderste tilfælde sigtes for at overtræde dyrevelfærdsloven," siger han.

Det er dyrlægen som vurderer, hvor meget dyrene lider. Herefter er det politiets jurister, som vurderer om ejeren har overtrådt loven.

"Vi får en del anmeldelser, men i de fleste tilfælde er der ikke hold i dem - heldigvis," siger Karsten Aaskov.

Stigning af vanrøgtssager

Men ifølge dyreværnsorganisationen Nyt Hesteliv er sagen i Brørup i Jylland kun en af mange i Danmark.

"Det sidste år har vi fået omkring 130 vanrøgtssager af heste. Det er voldsomt mange, " siger Janne Junker.

Hun mener, at det er alt for nemt at anskaffe sig en hest, samt at ejerne slet ikke har tænkt købet igennem.

"Heste er dyre at holde, og mange hestekøbere har slet ikke råd til at passe og pleje dem," siger hun.