Forsvarsordfører buhet ud
Socialdemokraternes forsvarsordfører Bjarne Laustsen fik en hård medfart, da han tidligere i dag talte ved en demonstration i København arrangeret af danske krigsveteraner.
Godt 300 danske krigsveteraner, der lider af posttraumatisk stress (PTSD), demonstrerede i dag på Christiansborgs Slotsplads.
Veteranerne er gået til kamp mod Arbejdsskadestyrelsens omstridte regel om, at alle veteraner skal kunne fremvise en lægeerklæring og dokumentere, at de har haft symptomer på PTSD senest seks måneder efter en udsendelse for at kunne føre en arbejdsskadesag og i sidste ende måske få erstatning for deres krigstraumer.
»Vi kæmper til det sidste. Reglen er hul i hovedet, og PTSD ødelægger folk og familier,« sagde Christian Ring, initiativtager til demonstrationen og Balkan-veteran.
"Skindøde"
Veteranerne samledes ved Veteranhjem København, der ligger ved Solbjerg Parkkirkegård på Frederiksberg. Da en rustvogn skulle forbi, blev veteranerne bedt om at flytte sig. Det fik en veteran til spontant og sarkastisk at udbryde: »Vi er alligevel skindøde alle sammen.«
En anden veteran, der har været udsendt til Balkan og Afrika, kunne fortælle, at han har ventet i 12 år på en opfølgende psykolog-samtale, siden han fik psykiske problemer. Og historierne om afslag på arbejdsskadeerstatning for krigstraumer, svigt, skuffelser, skilsmisser, nederlag og nedture gik igen hos mange. Men selv om de fleste af veteranerne normalt har det svært med at være i større forsamlinger, stod de skulder ved skulder i den fælles protest.
Det fik forsvarsordfører Bjarne Laustsen (S) at mærke, da han fra ladet af en lille lastvogn holdt tale foran Christiansborg.
Kræver handling
Demonstrationen handlede ene og alene om, at veteranerne vil have afskaffet Arbejdsskadestyrelsens seks måneders regel. Så da Bjarne Laustsen i mere generelle termer talte om indsatsen for veteranerne og respekten for dem – ja, så var respekten at dømme efter »buh-råbene« ikke gensidig.
»Vi har i årevis hørt politikernes hensigtserklæringer. Og om, at vi har gjort en forskel. Men da vi blev sendt ud, forventede politikerne handling. Nu er det deres tur til at handle,« sagde Christian Ring, der glædede sig over, at så mange veteraner og sympatisører var mødt op.
»Det er mange flere, end vi havde regnet med. Og bedre end 20 psykologtimer for mange,« sagde han.
Vred mor til afdød veteran
Da Bjarne Laustsen trådte ned fra lastvognen, blev han foran rullende tv-kameraer konfronteret og skældt ud af en grådkvalt Kisse Bødker.
»Du skal ikke komme her og lyve. Der skulle skydes en soldat, før I gjorde noget. I skulle skamme Jer,« sagde Kisse Bødker, mor til den afdøde Balkan-veteranen Torben Bødker.
Han led af PTSD og søgte den 10. marts 2009 forgæves om hjælp på Rigshospitalet, men blev ifølge sin mor to gange afvist.
»Kastet for løverne«
Senere samme dag blev Torben Bødker skudt af politiet at have angrebet to betjente med en sabel i sin lejlighed på Nørrebro og såret den ene med et slag i hovedet. Familien havde ifølge Kisse Bødker bedt politiet om hjælp – og bedt om, at politiet ikke mødte op i uniform.
»I behandler soldaterne som gladiatorer under Romerriget. Når de ikke kan bruges længere, bliver de kastet for løverne,« sagde Kisse Bødker til Bjarne Laustsen.
»De eneste, som har gjort noget for mig, er soldaterne her,« sagde hun og slog armene ud mod forsamlingen.