Fortsæt til indhold
Indland

Sygeplejerske blev indkaldt til samtale efter kritisk Facebook-opslag: Kommunen beklager forløbet

Ombudsmandens udtalelse er en vigtig afgørelse og sejr for offentligt ansattes ytringsfrihed, mener sygeplejersken.

For godt halvandet år siden satte sygeplejersken Lise Müller sig til tasterne og skrev et Facebook-opslag, der senere skulle blive genstand for stor debat og fange ombudsmandens opmærksomhed.

I opslaget luftede Lise Müller sin frustration over, at en af hendes kolleger havde sagt op. Hun omtalte ved samme lejlighed tre store omstruktureringer i Frederiksberg Kommune, som hun mente var skyld i opsigelsen, og nævnte, at i alt tre kolleger havde sagt op på to måneder.

Opslaget vakte kommunens interesse. Tre dage senere blev sygeplejersken - med 13 minutters varsel - indkaldt til et møde med ledelsen og tillidsrepræsentanten. Sagen, der blev omtalt i fagbladet Sygeplejersken, vakte debat om, hvorvidt ytringsfriheden i sundhedsvæsenet er under pres, og fagbladets omtale fik Folketingets Ombudsmand til at samle sagen op.

Torsdag blev der sat punktum i diskussionen. Ombudsmanden vurdering lyder nemlig, at ledelsen i offentlige myndigheder - såfremt den har en saglig grund til det - gerne må gå i dialog med medarbejdere, der har brugt deres ytringsfrihed til at kritisere deres arbejdsplads. Ledelsen må dog ikke kritisere, at en medarbejder har brugt sin ytringsfrihed, og hensigten med snakken må ikke være at få medarbejderen til at tie stille, slår ombudsmand Jørgen Steen Sørensen fast.

Han kritiserer dermed ikke, at kommunen har taget kontakt til sygeplejersken, men fastslår, at kommunen havde ansvar for at sørge for, at forløbet skulle foregå i respekt for medarbejderens ytringsfrihed som offentligt ansat.

»Sådanne samtaler kræver, at ledelsen er meget omhyggelig med sit ordvalg, sin fremtræden og måden, samtalen afholdes på. Det er afgørende, at medarbejderen ikke oplever det som et forsøg på at få vedkommende til at tie stille. Offentligt ansatte skal kunne ytre sig uden bekymring for efterfølgende negative reaktioner,« siger han i en pressemeddelse.

Frederiksberg Kommune har beklaget det konkrete hændelsesforløb over for ombudsmanden. Man erkender, at det korte varsel, samt mødeformen og deltagerkredsen kan have medvirket til, at sygeplejersken følte sig presset. Selv har hun forklaret ombudsmanden, at hun »opfattede det som om, at hun ikke skulle ytre sig igen, og at hun længe efter ikke turde skrive om sin arbejdsplads.«

Fra kommunen har forklaringen ifølge ombudsmanden været, at man ved mødet ville give Lise Müller nogle faktuelle oplysninger om bl.a. de omstruktureringer, hun selv havde omtalt. På mødet gjorde ledelsen hende desuden opmærksom på, at hun »havde gjort nogle af sine kolleger kede af det«.

Selv fik Lise Müller, som i dag arbejder som sygeplejerske i en anden kommune, og som desuden er politiker og næstformand for SF, imidlertid den opfattelse, at chefen bad hende om at holde mund. Det skrev hun den 30. september i et blogindlæg bragt i Sygeplejersken. Hun kalder ombudsmandens ord for »en vigtig afgørelse og sejr for offentligt ansattes ytringsfrihed«. Det har imidlertid ikke været bekymringsfrit at være omdrejningspunkt i sådan en sag.

»Jeg har hele tiden tænkt, at jeg jo også skulle kunne have et job og være en attraktiv arbejdskraft. Det var specielt pludselig at skulle ud og søge job med visheden om, hvad ansættelsesudvalget kunne støde på ved en Google-søgning. Men der findes jo arbejdspladser, hvor man er så presset og har så dårlige forhold, at det i sidste ende går ud over borgerne, og jeg synes, det er forfærdeligt, hvis man ikke kan have en åben diskussion om de forhold, for nogle ting kommer jo aldrig beslutningstagerne for øre. Man er nødt til at tale om tingene for at ændre dem,« siger hun.

Set i bakspejlet ville hun gerne have været sagen foruden, og hun vil formentlig aldrig vil gøre noget lignende igen. Men hun er glad for, at hun fortalte om episoden.

»Selvom jeg står med afgørelsen i hånden, har fået medhold og nu holder en fest for ytringsfriheden, har det også sat spor i mig. Jeg er glad for, at jeg stod frem, og for at jeg har fået afgørelsen. Nu skal vi skridtet videre og efter min mening få lovfæstet reglerne for ytringsfrihed. Ikke for at skulle holde en masse retssager, men for at sende et stærkt politisk signal om vigtigheden af offentligt ansattes ytringsfrihed og forebygge sådanne sager i fremtiden,« siger hun.