*

Indland

Danmark rasler igen ned på asylsøgernes hitliste

I EU er det nu kun østeuropæiske lande, Storbritannien og Portugal, der relativt set modtager færre asylsøgere end Danmark.

I 2015, da flygtninge og migranter gik på de danske motorveje, lå Danmark nummer ni på listen over de EU-lande, der relativt set modtog flest asylsøgere. I første halvår af 2017 er Danmark faldet til nummer 17. Arkivfoto: Polfoto/Martin Lehmann

Danmark er igen raslet nedad på listen over de mest populære asyldestinationer i EU.

I årets første seks måneder var der 16 lande, der målt i forhold til befolkningens størrelse modtog flere asylsøgere end Danmark. Det viser nye tal, som Jyllands-Posten har trukket fra EU’s statistikkontor, Eurostat.

Placeringen som nummer 17 på listen er den laveste i 10 år. Kun en række af de østeuropæiske lande, Storbritannien og Portugal havde relativt set fået færre asylansøgninger.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) glæder sig over udviklingen, som hun tilskriver regeringens asylstramninger – bl.a. lavere ydelser og udskydelsen af retten til familiesammenføring – og grænsekontrollen.

»Vi har gennemført 64 opstramninger, der har gjort os til et mindre attraktivt land at søge asyl i. Det betyder, at vi i højere grad kan koncentrere os om at få dem, der er kommet, ud på arbejdsmarkedet og få dem til at tage landet, sproget og værdisættet til sig,« siger hun.

Spot på kvoteflygtninge

Hos Enhedslisten siger udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen, at hun ikke har noget ønske om, at Danmark topper EU-listen. Derimod bør asylsøgerne fordeles ligeligt rundt i Europa, mener hun.

At stoppe modtagelsen af 500 kvoteflygtninge og dermed løbe fra vores internationale aftale er det samme som at sige, at Danmark kan man ikke stole på i de her sammenhænge.
Sofie Carsten Nielsen (R), udlændingeordfører

»Sådan en fordeling arbejder regeringen desværre ikke for. Den forsøger bare at skræmme flygtninge fra at søge mod Danmark,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Danmark har i årevis taget imod ca. 500 kvoteflygtninge, der er blevet anvist fra FN, men den praksis suspenderede regeringen i fjor på ubestemt tid. Med bundrekorden er der ingen undskyldning for ikke igen at åbne op, mener Johanne Schmidt-Nielsen. Hun får opbakning af De Radikales udlændingeordfører, Sofie Carsten Nielsen:

»At stoppe modtagelsen af 500 kvoteflygtninge og dermed løbe fra vores internationale aftale er det samme som at sige, at Danmark kan man ikke stole på i de her sammenhænge.«

Inger Støjberg har dog ingen aktuelle planer om igen at byde kvoteflygtninge indenfor. Dertil er efterslæbet med at integrere de mange, der har fået asyl de seneste år, stadig for stort, mener hun.

DF ser stop for FN-flygtninge som afledningsmanøvre

Udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) er derimod ikke afvisende:

»Hvis vi lukker helt ned for de spontane asylsøgere med et asylstop ved grænsen, så kan vi sagtens diskutere at tage 500 kvoteflygtninge om året.«

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Om temaet

Hundredtusindvis af mennesker på flugt fra krig, forfølgelse og dårlige levevilkår banker på døren til Europa.

Jyllands-Postens korrespondenter rapporterer fra migrationsbølgens frontlinjer, mens den hjemlige redaktion beskriver de historiske udfordringer, som også det danske samfund står over for.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her