Fortsæt til indhold
Indland

Kongehus-ekspert: Meddelelsen om prinsens sygdom er en stor gevinst for kongehuset

Når Hoffet vælger at gå ud med oplysningen om Prins Henriks demenssygdom, skyldes det, at prinsen gør skade på Kongehuset med sin adfærd, vurderer Sebastian Olden-Jørgensen.

Det er en stor fordel for Kongehuset, at man nu kommer ud med meddelelsen om Prins Henriks demenssygdom. Forargelsen over prinsens udtalelser vil nu vende sig til forståelse og medlidenhed.

Sådan lyder vurderingen fra Sebastian Olden-Jørgensen, som er kongehusekspert og lektor i historie på Saxo instituttet på Københavns Universitet, efter Kongehuset onsdag eftermiddag udsendte en pressemeddelelse om, at Prins Henrik har fået konstateret demens.

»Selve meddelelsen om, at Prinsen er dement, er ikke så overraskende. Mange har sommeren over formodet, at det var det, som lå bag hans udtalelser. Men dét, at hoffet nu kommer med meddelelsen, lukker sagen og sætter en parentes om alt, hvad han har sagt og gjort hen over sommeren - og sådan set over også de seneste par år, for sådan en sygdom udvikler sig jo gradvist,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Han vurderer, at Kongehuset vælger at berette, at prinsens sygdom medfører kognitive og følelsesmæssige udfordringer for ham, for at begrænse de negative konsekvenser af hans adfærd.

»Meddelelsen kommer groft sagt, fordi han gør skade. De ting, han siger og gør, er lidt uforståelige, forargelige og problematiske og derfor også skadelige for kongehusets anseelse i længden. Nu har vi så fået en afdramatiserende forklaring, og dermed er der ikke grund til at tage hans udtalelser så alvorligt og hidse sig op over ham. De bliver i stedet noget, vi må bære over med, og så vil medfølelsen med ham og Dronningen bare stige til nye højder. I den forstand er der en meget stor gevinst forbundet med denne meddelelse for kongehuset,« lyder det fra Sebastian Olden-Jørgensen.

Det fremgår af meddelelsen, at prinsen har været igennem en række undersøgelser hen over sommeren. Når man alligevel først vælger at gå ud med meddelelsen om demenssygdommen nu, skyldes det formentligt, at Kongehuset har villet undersøge det grundigt, påpeger han.

»Og så kan man spørge sig selv, om ikke også det har krævet lidt overtalelse i forhold til Prins Henrik. De seneste udtalelser, han er kommet med, var jo ikke kloge og viser, at hans dømmekraft ikke har været god på det seneste. Derfor kan det godt være, at det krævede en vis overtalelse og dokumentation, før han selv var med på det. Det er meget menneskeligt, at man skal vænne sig til tanken om, at man er meget syg.«

Sebastian Olden-Jørgensen mener også, at pressemeddelelsen overfor pressen må sætte en stopper for jagten på udtalelser fra prinsen.

»Nu kan Se & Hør næsten ikke tillade sig at prøve at fange ham med en mikrofon i hånden.«

Sebastian Oldenborg-Jørgensen ser dog generelt ikke grund til ellers at kritisere pressens håndtering af sagen.

»Når det gælder pressens optagethed af denne sag midt i agurketiden, var den helt forventelig, og jeg synes generelt ikke, at pressen er gået over stregen eller vist sig værre end ellers. Prinsens udmelding om begravelsesønskerne er jo ikke en privat sag, og når han udtaler sig om sådan noget, har det jo i sig selv almenhedens interesse,« siger han