Fortsæt til indhold
Indland

Grænsekontrol rammer motionsløb: Politiet forlanger, at løbere medbringer pas

Ved "Grænseløbet" passerer deltagerne den dansk-tyske grænse to gange.

Når motionsløbet "Grænseløbet" for 33. gang skydes i gang den 16. september, bliver det anderledes end de tidligere år.

Syd- og Sønderjyllands Politi har nemlig forlangt, at de omkring 1.400 løbere skal medbringe deres pas eller anden gyldig rejselegitimation, skriver TV Syd.

Ved "Grænseløbet" passerer deltagerne den dansk-tyske grænse to gange. Løberne starter og slutter i Kruså.

Ifølge TV Syd ser man hos det tyske politi ikke så strengt på grænsekontrollen. Der stiller man sig i stedet tilfreds med en liste med navne og løbsnummer på samtlige deltagere.

Ruten på 11,7 km starter og slutter i Kruså. Det første "Grænseløb" fandt sted i 1985. Foto: Grænseløbet

Løbsarrangøren blev i første omgang overraskede over udmeldingen fra Syd- og Sønderjyllands Politi og søgte derfor om dispensation.

Politiet afviste imidlertid dispensationsansøgningen. Det har medført, at den lokale folketingspolitiker Eva Kjer Hansen (V) vil gå videre med sagen.

»Jeg tager nu en snak med justitsministeren. Jeg vil spørge, om ikke man kan være lidt fleksibel her og give en dispensation, så man agerer ligesom tysk politi. Så behøver man ikke have passet med i baglommen,« siger hun til TV Syd.