*

Indland

Kloge kameraer og lysende stiger skal redde folk fra druknedøden

Nyt alarmsystem får verdenspremiere i Aalborg efter sommerferien.

I et kontrolleret forsøg viser Beredskabscenter Nordjylland, hvordan det nye alarmsystem fungerer. Foto: Beredskabscenter Nordjylland.

Onsdag aften blev liget af en yngre mand bjærget fra Østre Havn i Aalborg, og dermed er det tredje gang i år, at der er fundet en livløs person i vandet ved byens havnefront.

Og netop de danske havne ligger ifølge den seneste opgørelse fra Trygfonden i top tre over de steder, hvor drukneulykkerne sker. I perioden fra 2001 til 2014 druknede i alt 211 personer i de danske havne.

»Vi kan glæde os over, at selvom der er kommet langt flere bolig- og rekreative områder langs de danske havne over de sidste 10 år, så er drukneulykkerne ikke fulgt med byudviklingen, men det ændrer desværre ikke ved, at der forsat sker mange drukneulykker i de danske havne," siger René Højer.  

I Aalborg druknede 10 personer sidste år, og ifølge Beredskabscenter Nordjylland sker langt hovedparten af drukneulykkerne ved havnen. Her har man taget konsekvensen af, at byforandringerne - langs den gamle industrihavn - kræver mere sikkerhed ved kajen.

Efter sommerferien bliver sikkerheden omkring havnefronten i Aalborg mærkbart forbedret, når der er verdenspræmiere på et system af termiske kamaraer, som for første gang skal sammenkobles med Beredskabscenter Nordjyllands alarmsystem.

De termiske kameraer, som allerede er monteret på en 100 meter lang strækning mellem Limfjordsbroen og Honnørkajen, kan autonomt holde øje med og advare, hvis personer skulle falde i havnen.

Se, et kontrolleret forsøg med de termiske kameraer i klippet forneden.

»Det nye advarselssystem er et forsøg på at forbedre havnesikkerheden for borgere i det nye miljø, man har skabt ved at inddrage havnen til et sted, hvor byen mødes i forbindelse med f.eks. kulturarrangementer,« siger teamleder for forebyggelse ved Beredskabscenter Nordjylland Anders Brodsbøl.

Drukneulykker: Vi passer bedre på børnene

Ifølge Brodsbøl er fulde folk fra Jomfru Ane Gade, der får overbalance, når de lader vandet i havnen, blandt de største udfordringer på nuværende tidspunkt, og her kan de termiske kameraer spille en afgørende rolle.

»Man kan ikke have et beredskab bestående af mennesker, der står og kigger efter fulde folk alene. Med det nye alarmsystem kan man afkorte alarmeringstiden betragteligt, og så bliver chancerne for at overleve, især om vinteren når vandet er koldt, væsentlig større,« siger han.

Udviklingen af det nye system begyndte tilbage i marts 2016 af en gruppe AAU-studerende og professor Thomas Moeslund, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, i samarbejde med Beredskabscenter Nordjylland, Aalborg Kommune og sikringsfirmaet Actas.

It-medarbejder hos Beredskabscenter Nordjylland, Henrik Loeb Svenstrup, ser frem til, at det nye alarmsystem bliver tilkoblet beredskabets alarmsystemet efter sommerferien. Han har sammen med Aalborg universitet arbejdet på, at få teknologien til at lave så få fejl som mulig.

»Vores erfaringer er, at fintuning af systemet er helt afgørende for, at de termiske kameraer opdager alle, der falder i vandet, uden at vi bliver begravet i fejlalarmer fra f.eks. fugle,« siger han.

Svenstrup ser store perspektiver for teknologien.

»Målet er at bygge et transportabelt system, så det i princippet kan opsættes hvor som helst,« slutter han.

Dårligt badevejr gav kun lille fald i drukneulykker

Også andre steder i landet opgraderes sikkerheden ved havnene. Trygfonden opsatte i november 60 stiger med lys i fire danske havne for at teste, om det ville kunne redde liv.

»Vores analyser af havneulykker gennem årene viser, at det typisk sker, når folk er alene, om aften og når folk har alkohol i blodet. Vores studier viser, at der er bælgmørkt på mange af havnene om natten, og det er derfor svært at se, hvor man skal op, hvis man falder i vandet. Så der er ingen tvivl om, at sandsynligheden for at overleve øges, hvis der er stiger med lys,« siger René Højer.

Det er stadigvæk for tidligt at konkludere, om stigerne har haft en effekt.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Indland
Annonce
Annonce
Bolig
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere
»En skønne dag skal vi alle i gang med den sidste oprydning«
Den svenske designer Margareta Magnusson er aktuel med sin bog “Fru Magnusson rydder op!”, hvor hun giver tip til, hvordan man får styr på sine ting og sager. Enten én gang for alle eller løbende. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her