Pilot efter faldskærmsulykke: »Det var et skrækscenarie«
Et faldskærmsudspring ved Holstebro gik galt, da faldskærm viklede sig ind i fly.
Et faldskærmsudspring ved Lindtorp Flyveplads ved Holstebro var onsdag aften ved at ende fatalt, da en 45-årig faldskærmsudspringer blev viklet ind i en snor og hang fast under et fly i 2,5 kilometers højde.
Faldskærmsudspringeren nåede at hænge under flyet i knap en time, før det lykkedes piloten at lande flyet sikkert.
For piloten Leif Johannsen, der har fløjet siden 1980, var det først, da han fik kontakt med landjorden, at det gik op for ham, at han havde en faldskærmsudspringer hængende under sit fly.
»Det var et skrækscenarie, som jeg før har set andre opleve. Et scenarie, hvor man står uden facitliste til, hvordan man kan gå ind og løse det. Det er kun gået godt, fordi vi har samarbejdet om det. Folk på jorden og mig i luften og med en rolig faldskærmsspringer, der ventede på, at vi kunne hjælpe ham,« siger Leif Johannsen til TV Midtvest.
Midt- og Vestjyllands Politi har efter hændelsen, der på mirakuløs vis endte med, at udspringeren overlevede landingen og efter omstændighederne har det godt, kaldt Leif Johannsen for en helt.
Leif Johannsen koordinerede landingen med folk på jorden, som bl.a. sørgede for, at der blev spredt skum på landjorden, så den 45-årige mand kunne glide på det.
»Jeg tænkte på vej ned, om jeg var på vej ned for at slå en mand ihjel nu. Hvad sker der? Der var kun en metode tilbage, og det var at prøve at lande med ham,« fortæller Leif Johannsen til TV Midtvest.