Fortsæt til indhold
Indland

Flere tusind i prisforskel på børnepasning

Madordninger og flere pædagoger er forklaringen på, at prisen for en børnehaveplads svinger meget.

9.372 kr.

Der kan købes både charterrejse, hårde hvidevarer eller en racercykel for den sum, som er den årlige prisforskel mellem den billigste og dyreste børnehaveplads i Danmark. I år ligger Ishøj Kommune i top med en pris på 2.180 kr. om måneden, mens Struer tilbyder landets billigste takst på 1.399 kr. om måneden.

Forklaringerne på de store forskelle er ifølge projektleder Jacob Seier Pedersen fra Kora (Kommuners og Regioners Analyse og Forskning) flere, og en af dem er, om børnehaveprisen også dækker frokost. Måske ligefrem økologisk frokost.

»Men da hovedparten af institutionernes udgifter er lønkroner, så betyder personalenormeringerne selvsagt også ret meget, ligesom det spiller ind på prisen, om en kommune har mange små institutioner eller har samlet børnene i færre og større enheder,« siger han.

Som nummer tre i den dyre ende ligger Gladsaxe, og her er forældrene meget tilfredse med tilbuddet, selv om det er dyrt.

»Vi kan ikke vælge madordningen fra, men der er stor opbakning til, at børnene får et sundt måltid og spiser sammen,« siger Jim Nielsen, formand for forældrebestyrelsen i bl.a. Sneglehuset i Søborg.

Forældrenes betaling må højst udgøre 25 pct. af driftsudgifterne til kommunens daginstitutioner, og lave omkostninger er ifølge Stuers borgmester Mads Jacobsen (V) en af årsagerne til den billige pasning i hans kommune.

»Vi bliver nødt til at være nøjsomme i vores kommune.«