Kritiseres for kynisme: SF-politiker fejrer Ubers lukning med lagkage
Fejringen kritiseres blandt andet af LA-leder Anders Samuelsen
Tirsdag stod det klart, at Uber - som en konsekvens af den nye taxilovgivning - lukker for sine aktiviteter i Danmark den 18. april.
Det fik Socialistisk Folkepartis transportordfører, Karsten Hønge, til at fejre lukningen med lagkage.
»Find forårshumøret frem, Ole Birk Olesen og Joachim B. Olsen, og kom til kage hos SF,« skriver Hønge på twitter til transportminister Birk Olesen og Joachim B. Olsen. Begge har markeret sig som store fortalere for tjenesten.
»Jeg har forstået, at når der er noget særligt at fejre herinde på Christiansborg, så bager man kager. I dag er der kage hos SF. En stor lagkage hvor vi siger farvel til Uber,« siger Karsten Hønge til DR - antageligvist med en hentydning til integrationsminister Inger Støjbergs (V) meget omstridte og omtalte fejring af 50 udlændingestramninger, der både fik omtale i danske og internationale medier.
Karsten Hønge mener, at Ubers lukning er en politisk sejr for SF, da tjenesten strider mod de principper, som det danske arbejdsmarked og skattesystem hviler på.
»Jeg synes, det må glæde alle, at Uber får fem kolde tæer ud af landet. Det, vi står overfor, er et dobbeltangreb på de vilkår, vi har i Danmark. Det er et angreb på arbejdsmarked og måden, vi respekterer vores skattesystem,« siger Karsten Hønge til DR.
Karsten Hønges fejring vækker dog kritik. Blandt andet fra Liberal Alliances partileder Anders Samuelsen, der ikke forstår, hvorfor SF'eren fejrer, at »persontransport bliver dyrere.«
»Da registreringsafgiften blev sænket og persontransport dermed blev billigere, fejrede vi i LA det med bobler. I dag fejrer SF det med kage, at Über lukker, og at persontransport dermed bliver dyrere. Sådan er der forskel på os politikere, og det glæder vi os over,« skriver Samuelsen på Facebook.
Andre kritiserer Hønge for at fryde sig over, at en række mennesker mister deres job som konsekvens af Ubers lukning, men den kritik køber transportordføreren dog ikke.
»Der er ikke nogen, der mister deres arbejde. Det har hele tiden været deres forklaring, at det kun var et spørgsmål om, at man kørte sammen med hinanden. Men hvis der var nogle, der havde fuldtidsarbejde, så er jeg sikker på, de kan få job som taxa-chauffører,« siger han til DR.