Det tager længere tid for politiet at behandle sager om vold og indbrud
Det tog 26 dage mere for politiet at behandle en straffesag i 2016 end året før. »En ekstraordinær situation,« lyder det fra justitsministeren.
Sagsbehandlingstiden hos politiet er, når det angår straffesager som eksempelvis indbrud, vold eller økonomisk kriminalitet, steget med en tredjedel i løbet af bare et enkelt år.
Hvor den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 2015 var 73 dage, steg den året efter til 99 dage. Det viser nye tal fra Rigspolitiet.
»Vi er helt nede at ramme bunden lige nu,« siger Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, og fortsætter:
»Vi må prioritere hårdt i opgaverne. Det betyder, at der er nogle opgaver, som vi godt kunne løse, men som vi ikke har hænder til at løse.«
Advokatrådet kalder tendensen »bekymrende« og advarer om, at en længere ventetid går ud overborgernes retssikkerhed og samtidig kan være en psykisk hård belastning.
Hovedårsagerne til den længere sagsbehandling er ifølge Rigspolitiet den snart femten måneder gamle grænsekontrol samt nye bevogtningsopgaver.
»Enkelt sagt kan man ikke både stå ved grænsen og samtidig behandle sagerne hjemme i politikredsen,« siger politidirektør Svend Larsen.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti bakker fortsat op om grænsekontrollen, men kræver handling afjustitsministeren.
»Jeg frygter, at det her udvikler sig, som vi har set hos Skat. Her er de administrative ressourcer blevet drænet, vi har set skandale på skandale og en skandaløs udvikling i sagsbehandlingstiderne,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).
DF gentager partiets forslag om at sætte forsvaret ind ved grænsen.
»Vi er villige til at gå nye veje og se, hvad vi kan gøre for at aflaste politiet. Men den eneste varige løsning er, at man får flere politifolk,« siger retsordfører Peter Kofod Poulsen.
I august blev mandskab fra Hjemmeværnet sendt til grænsen, og derudover er der oprettet en ny uddannelse af politikadetter, der også skal frigøre politiressourcer.
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) skriver i en mail:
»Der er ingen tvivl om, at dansk politi er i en ekstraordinær hård situation med grænsekontrol og terrorbevogtning. Men vi har afsat næsten 2 mia. kr. ekstra til politiet over de kommende år.«