Fortsæt til indhold
Indland

Kørerlærere har mellem 15 og 30 sekunder til at booke en køreprøve

Selv om unge nu kan få kørekort som 17-årige, skal de ikke glæde sig for tidligt. Det er næsten umuligt at få lov at gå til køreprøve - især omkring hovedstaden.

Det kan godt være, at unge på 17 år siden nytår har haft lov til at få kørekort. Der er bare det lille problem, at det er næsten umuligt at få fingrene i en køreprøve. Især i og omkring hovedstaden er situationen fuldstændig kaotisk, lyder vurderingen fra Dansk Kørelærer Union.

Både kørelærere og bilejernes organisation, FDM, slår derfor alarm over de groteske forhold og meget lange ventetider på at få et kørekort.

Der er fuldstændig kaotiske forhold. Kørelærerne har 15-30 sekunder til at booke køreprøver. Jeg ved, at der er kolleger, der gang på gang oplever ikke at få en eneste prøve. René Arnt, der frygter at situationen vil blive endnu værre.
René Arnt, formand for Dansk Kørelærer Union

FDM betegner situationen som stærkt utilfredsstillende, mens formanden for Dansk Kørelærer Union, René Arnt, siger, at han i sine 28 år som kørelærer aldrig har oplevet noget lignende.

»Der er fuldstændig kaotiske forhold. Kørelærerne har 15-30 sekunder til at booke køreprøver de to gange om ugen, der bliver lagt nye prøver ud. Jeg ved, at der er kolleger, der gang på gang oplever ikke at få en eneste prøve. Så er de bare nødt til at ringe til deres elever og beklage - og så prøve igen næste gang,« fortæller René Arnt, der frygter, at situationen vil blive endnu værre.

Siden nytår har 17-årige kunnet få kørekort i Danmark, og i øjeblikket er mange af disse begyndt at dukke op til teoriprøver rundt i landet.

»Jeg frygter, at det bliver værre, når de 17-årige for alvor begynder at dukke op og bede om at komme til køreprøve,« lyder det fra kørelærerformanden.

Ingen ved præcis, hvor mange der lige nu venter på en køreprøve, og ingen ved, hvor mange af en ungdomsårgang der ønsker at tage et kørekort. Erfaringer fra Tyskland viser, at ca. 20 pct. af en årgang valgte at tage kørekort, da man indførte kørekort til 17-årige.

I Danmark er årgangen af børn, der blev født i 2000, på ca. 63.000.

Ifølge René Arnt er situationen og manglen på køreprøver særlig kritisk i København, Nordsjælland og på Midt- og Vestsjælland. Når en kørelærer ikke får fat i de nødvendige køreprøver, vælger mange at sende deres elever til køreprøve på Bornholm eller Lolland-Falster, hvilket betyder flere udgifter til elverne, der så skal betale for både rejsen og ekstra køretimer.

Risikoen er samtidig, at eleverne kommer til køreprøve et sted, hvor de måske aldrig tidligere har kørt i bil, hvilket igen betyder større risiko for at dumpe.

»Vi havde en forventning om, at problemerne ville være løst i starten af 2017. Det kan vi nu konstatere, er ikke sket,« siger René Arnt.

Hos FDM er juridisk konsulent Dennis Lange også bekymret.

»Det er ikke tilfredsstillende. Enten bliver det dyrere for eleverne at skulle vente på en køreprøve, fordi de er nødt til at tage ekstra køretimer, mens de venter for at holde deres køreegenskaber ved lige. Eller også glemmer de i ventetiden at køre bil og dumper derfor - hvilket igen vil give endnu større problemer,« lyder det fra Dennis Lange.

Ifølge FDM har der været problemer med at skaffe køreprøver nok de seneste to-tre år, men det er blevet markant værre de seneste måneder.

Hos Rigspolitiet, der har ansvaret for at levere de motorsagkyndige, der står for køreprøverne, oplyser pressemedarbejder Lars Andersen, at man har gjort meget for at løse problemet.

»I langt størstedelen af landet er ventetiderne på køreprøver til almindelig personbil kun få dage, hvilket er tilfredsstillende. I enkelte politikredse er ventetiden dog for lang - det gælder særligt hos Københavns Politi og Nordsjællands Politi,« fortæller Lars Andersen.

Rigspolitiet følger udviklingen nøje og har bl.a. ansat civile prøvesagkyndige, der udelukkende skal stå for køreprøver, ligesom man forsøger at fastholde de politiuddannede prøvesagkyndige længere, ansætte vikarer og benytte overarbejde.

Samtidig forsøger man sammen med Færdselsstyrelsen at udvikle et bookingsystemet, der sikrer en bedre fordeling af køreprøver mellem kørelærerne.

Artiklens emner
FDM