»Vi kunne ikke finde ud af, hvad der var op og ned i økonomien«
Gennem 20 år har medlemmer af børnekræftforeningen FMKB ikke kunnet gennemskue økonomien. JP opruller i dag 20 års medlemskritik.
Kristine Mondorf blev i november kaldt til samtale med bestyrelsen i foreningen Familier med kræftramte børn, FMKB, i foreningens senest erhvervede ejendom til 14,5 mio. kr. i Ans. Hun er medlem af FMKB og havde i maj klaget til brancheforeningen for indsamlingsorganisationer, Isobro, over manglende indkaldelse til generalforsamlingen i juni.
Bestyrelsen opfattede hendes »tiltag som fjendtlige over for foreningen«, fremgår det af mødeinvitationen, der kom med fire dages varsel.
På FMKB’s generalforsamling i juni stillede Kristine Mondorf og et andet medlem af foreningen Mikael Houe kritiske spørgsmål til 2015-regnskabet og sekretariatschef gennem 23 år Kurt Hansens rolle i foreningen, bl.a. om hans løn og bopæl. Flere af spørgsmålene blev ifølge Kristine Mondorf og Mikael Houes notater affejet som »injurierende« af to bestyrelsesmedlemmer.
Vi kunne ikke finde ud af, hvad der var op og ned i økonomien, og det aner jeg heller ikke den dag i dagCarsten Boeck Petersen, , tidligere medlem af FMKB indtil ca. 2002
Kristine Mondorf og Mikael Houe er imidlertid ikke de første, som har sat spørgsmålstegn ved foreningens økonomi og Kurt Hansens rolle. Kristine Mondorf er heller ikke den første, som har mærket en kontant reaktion fra ledelsen på kritik.
Gennem 20 år har medlemmer af foreningen internt gentagne gange forsøgt at finde ud af, hvordan økonomien hænger sammen og stillet spørgsmål om Kurt Hansens rolle. Det viser dokumenter og udtalelser fra tidligere FMKB-medlemmer, som står frem i Jyllands-Posten i dag.
I perioden 1993-2002 var det generelt svært at få uddybende informationer om regnskabet, erindrer flere tidligere bestyrelsesmedlemmer.
I 1996 brød nogle medlemmer ud af FMKB og stiftede Foreningen Cancerramte Børn, FCB. En del af kontroversen handlede dengang om, at Kurt Hansen som formand også var økonomisk involveret i foreningen, fordi hans private reklamefirma lavede arbejde for foreningen.
Carsten Boeck Petersen var enig i udbrydernes analyse, men blev i FMKB for at påvirke tingene indefra. Men omkring 2002 stoppede han i FMKB.
»Vi kunne ikke finde ud af, hvad der var op og ned i økonomien, og det aner jeg heller ikke den dag i dag,« siger Carsten Boeck Petersen.
De kunne ikke tåle kritikNiels Fogsgaard, tidligere medlem af FMKB om foreningsledelsen
Det går igen i de tidligere FMKB-medlemmers fortællinger, at foreningsledelsen reagerer meget skarpt på kritik. Det tidligere FMKB-medlem Niels Fogsgaard siger:
»Der var en stemning i foreningen af ”Enten er du med os, eller også er du imod os”, og derfor turde de færreste sige noget, for så blev det jo set, som om man var imod. De kunne ikke tåle kritik.«
Niels Fogsgaard nærmest forgudede på et tidspunkt Kurt Hansen, som han også var privat ven med. Men de ragede uklar over økonomiske tilskud til aktiviteter, og Kurt Hansen og hans hustru ignorerede ham efter foreningens generalforsamling i 2006, siger Niels Fogsgaard.
På generalforsamlingen sad Niels Fogsgaard tavs, men støttende, da et andet medlem Michael Pedersen stillede kritiske spørgsmål til økonomien og problematiserede, at Kurt Hansen både var bestyrelsesformand, regnskabsansvarlig og leder af sekretariatet, mens Kurt Hansens hustru, Annette Blomberg, var medlem af foreningens bestyrelse.
I en mail skriver Kurt Hansen overordnet om kritikken, at mange af forholdene ligger flere år tilbage i tiden:
»Og flere af kritikerne er eller var prominente medlemmer af en konkurrerende forening og er ikke just objektive eller repræsentative sandhedsvidner. FMKB er en åben forening med hjerterum, som kun har haft én enkelt eksklusionssag i 33 år.«