Region Midtjylland har frifundet formand for inhabilitet
Regionsformand Bent Hansen var ikke inhabil, da regionen udbød psykiatrisk center, mener regionens jurister.
Region Midtjyllands jurister afviser, at regionen og regionsformand Bent Hansen (S) var inhabile, da de valgte pensionsselskabet PKA til at bygge et nyt psykiatrisk hospital ved Skejby nord for Aarhus.
Det fastslår regionens jurister i en redegørelse til statsforvaltningen:
- At der - meget enkelt sagt - ikke er noget at komme efter. At der ikke er noget at kritisere i vores sagsbehandling, siger juridisk chef Poul Carstensen fra Region Midtjylland.
Det oplyser DR P4 Østjylland.
Bent Hansen kom i søgelyset for sin dobbeltrolle i byggeriet. Han er såvel formand for Region Midtjylland som bestyrelsesformand i PKA.
Da PKA var med til at vinde udbuddet af et psykiatrisk center i Skejby, blev der sat spørgsmålstegn ved Bent Hansens to kasketter.
Regionens juridisk chef, Poul Carstensen, påpeger, at Bent Hansen ikke var inhabil, før PKA vandt udbuddet.
Da PKA vandt, kontaktede regionen statens advokat, Kammeradvokaten. Regionen ville vide, hvordan den skulle reagere på Bent Hansen dobbeltrolle.
- Det notat, vi fik fra Kammeradvokaten, har vi fulgt til punkt og prikke, siger Poul Carstensen. Han venter, at sagen er slut.
- Umiddelbart vurderer vi, at sagen slutter med, at statsforvaltning tager vores udtalelse til efterretning, siger han til DR P4 Østjylland.