*

 

Indland

Udkantsdanmark får flere indbyggere

Befolkningsudvikling: Efter mange års uafbrudt befolkningstilbagegang kan en lang række yderkommuner nu melde om fremgang.

Den ensrettede vandring fra land til by er under afvikling. Flere og flere yderkommuner kan igen melde om befolkningsfremgang efter en årrække med konstant nedgang i antallet af borgere.

Ifølge Danmarks Statistik havde halvdelen af landets 98 kommuner befolkningstilbagegang i 2012. For 2014 lød antallet af minus-kommuner på 30 – og pr. 1. januar i år var der kun 15 kommuner med befolkningstilbagegang i forhold til året før.

En række udkantskommuner som Læsø, Nordfyn, Norddjurs, Jammerbugt, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Ærø, Hjørring, Ringkøbing-Skjern og Struer har efter flere års tilbagegang nu igen plus i befolkningsregnskabet.

Forskere mener, at tallene er udtryk for en tendens, der er i færd med at ændre eller i hvert fald nuancere den overordnede sandhed om urbaniseringen, hvor folk flytter fra land til by – og ikke mindst til de store universitetsbyer. Ændringen skyldes ifølge eksperter både en blanding af et forbedret boligmarked og flere flygtninge og indvandrere, men også et ønske hos mange om en anden livsstil med mere natur og albuerum.

»Der sker noget nyt. Her er tale om en slags mod-urbanisering, hvor flere ønsker en anden livsstil, end den de finder i storbyen,« siger seniorforsker Hanne Tanvig fra Københavns Universitet.

»Den store urbanisering er et falsum – det er ikke en tendens, der bare fortsætter og fortsætter,« siger fremtidsforsker Jesper Bo Jensen.

Nordfyns Kommune kan efter mange års befolkningstilbagegang notere, at kommunen nu har 268 flere borgere end sidste år – en fremgang på 0,92 pct. Den næsthøjeste blandt de fynske kommuner og højere end Danmarks samlede befolkningsfremgang på 0,84 pct.

Selv i kommuner med fortsat befolkningstilbagegang som f.eks. Bornholms er der optimisme at hente i tallene.

»Vi havde forventet en befolkningstilbagegang på 450 ligesom de øvrige år, men er endt på kun 82. Og jeg håber, at vi går i nul allerede til næste år,« siger borgmester Winni Grosbøll (S).

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Flytningen fra land til by er taget til de seneste år. Jyllands-Posten undersøger, om Danmark er ved at knække over.

Annonce
Redaktionen anbefaler
TV
Mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her