Fortsæt til indhold
Indland

Topministre fortiede risiko for, at Danmark taber asylsager

Danmark overholder »uden tvivl« konventionerne, sagde ministre i Bruxelles. De undlod at fortælle om risikoen for at tabe en sag.

Heidi Plougsgaard, Jyllands-Postens korrespondent | Trine Hørlyck Bech | Nikolaj Rytgaard

BRUXELLES/KØBENHAVN — Den danske regering udelod en central oplysning, da to topministre mandag forsvarede regeringens stramninger i Europa-Parlamentet.

Her blev udenrigsminister Kristian Jensen og udlændingeminister Inger Støjberg spurgt om internationale konventioner og forslaget om, at en gruppe flygtninge skal vente på familiesammenføring i tre år, før de kan få deres familie til Danmark.

»Det er vores helt klare overbevisning, at vi naturligvis overholder de internationale konventioner, som vi selv har skrevet under på,« svarede Inger Støjberg.

Kristian Jensen tilføjede:

»Vi lever op til samtlige indgåede konventioner. Uden tvivl.«

Men det er der faktisk alvorlig tvivl om, vurderer regeringens egne jurister.

I bemærkningerne til lovforslaget om asylstramningen er regeringens slutkonklusion, at tiltaget er »foreneligt« med menneskerettighederne, men det konstateres, at der er »en vis risiko« for at tabe en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Det er så usædvanligt, at Udlændingeministeriet ikke kan nævne fortilfælde, hvor en regering åbent erkender, at dens lovforslag risikerer at blive underkendt.

Stramningen gælder asylsøgere, der får såkaldt midlertidig beskyttelse i Danmark, hvilket gjaldt for ca. 20 pct. sidste år. I dag skal de vente et år, før de kan få familiesammenføring. Regeringen vil udvide perioden til tre år.

Institut for Menneskerettigheder vurderer, at det klart er konventionsstridigt.

SF skoser de to ministre.

»Det er landsskadelig virksomhed, når man ikke indgår i den debat korrekt,« siger Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF.

De Radikale er kritiske.

»Det er jo en tilsnigelse, når man siger, at vi overholder alle konventioner uden i samme åndedrag at nævne, at der er flere, der sætter spørgsmålstegn ved det,« siger Morten Helveg (R), medlem af Europa-Parlamentet.

Adspurgt om fortielsen svarer Inger Støjberg:

»Det blev berørt på den måde, at vi blev spurgt om, hvorvidt vi mente, at det var medholdeligt ift. de konventioner, som vi har skrevet under på. Og det mener vi jo.«

Forslaget ventes at blive vedtaget tirsdag i Folketinget.