Fortsæt til indhold
Indland

Enlig mor med fem børn sat på gaden efter voldsdom

»Vi har også de andre lejere at tænke på,« lyder begrundelsen fra boligselskabet.

En ny regel giver boligselskaber lov til at finde oplysninger om, hvem der har begået kriminalitet i deres område og dele disse oplysninger med andre boligselskaber.

Derefter må boligselskaberne sætte lejere, som har begået kriminalitet, på gaden for at undgå mere ballade i boligområdet.

Den regel har to boligselskaber, bl.a. Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe, ifølge Politiken besluttet at håndhæve ved at sætte to familier - bl.a. en enlig mor og hendes fem børn - ud fra deres lejlighed i Høje Gladsaxe.

Grunden er, at kvindens ældste søn er blevet dømt for et voldeligt overfald, og derfor kan familien ikke blive boende i boligselskabets lejligheder.

»Vi har også de andre lejere at tænke på, og når der som her er tale om vold, er vi nødt til at gribe ind. Der bor jo også andre enlige mødre med børn i bebyggelsen, som er utrygge ved den vold, der er,« siger Jesper Loose Smith, som er direktør for ABG, til Politiken.

I et andet boligselskab har fire familier fået en såkaldt "betinget udsættelse", efter at deres sønner har været med til at begå et tyveri, og ifølge Jesper Loose Smith vil boligselskaberne fortsat bruge den nye regel for at »statuere et eksempel« og dermed gøre områdets øvrige beboere mere trygge.

Bettina Post, der er chefkonsulent på Professionshøjskolen Metropol, tror ikke, at det vil hjælpe at sætte kriminelle elementer og deres familier på gaden.

»Det er tydeligt, at man arbejder på at slippe af med familier, der måske kan være med til at trække et boligområde ind på ghettolisten,« siger hun til Politiken.

Flere boligselskaber har indført en nultolerance-politik for ballademagere, bl.a. boligselskaberne AAB og Baldersbo i Ballerup, hvilket tidligere i år førte til, at to unge mænd er blevet beordret til at flytte ud af deres leje-lejligheder.

»Det er slut med at lave ballade, vi kan ikke længere tolerere, at de få ødelægger det for de mange,« sagde direktør Christian Høgsbro fra AAB i forbindelse med sagen.

Han ønsker nu, at der bliver lavet klarere retningslinjer for, hvilken kriminalitet der gør det i orden at sætte folk på gaden, og hvilke kriterier boligselskaberne skal vurdere sagerne ud fra.

Højesteret besluttede i 2013 med baggrund i en sag fra Gelleruparken, at boligselskaber er i deres gode ret til at opsige en hel families lejemål. Det skal dog kunne dokumenteres, at nogen i husstanden har begået alvorlig kriminalitet i boligområdet.

I sagen fra Gellerup blev to familier sat på gaden, fordi deres sønner var med til at brænde børneinstitutionen Viben ned for flere år tilbage.

Boligselskaberne håber, at sanktionerne kan få en præventiv effekt, så unge mennesker tænker sig om en ekstra gang, før de begår kriminalitet.