Svensk politi: Danmark er et transitland som Ungarn
Danmark fungerer ligesom Ungarn som et land, flygtninge og migranter blot rejser igennem. Slutmålet er Norge og Sverige.
Når Danmark trods det aktuelle flygtningepres på Europa får færre asylsøgere i forhold til samme periode i fjor, er forklaringen ifølge det svenske grænsepoliti simpel: I stedet for at stoppe i Danmark vælger flygtninge og migranter at rejse igennem landet for at søge asyl i Sverige og Norge. I modsætning til Danmark oplever både Sverige og Norge i øjeblikket asyltal, der ikke er set højere siden krigene i Eksjugoslavien i starten af 1990’erne.
Og langt størstedelen af asylsøgerne kommer ind med tog, busser og biler via Danmark, siger Leif Fransson, kommissær i grænsepolitiet i Region Syd, der bl.a. dækker Skåne og dermed Øresundsbroen.
»Jeg tror ikke, at der er specielt mange, som ønsker at standse i Danmark. Danmark er et transitland, som Ungarn er et transitland. Visse lande står ikke specielt højt på ønskelisten, mens Sverige og Tyskland er populære lande at søge asyl i,« siger Fransson.
Som følge af de såkaldte Dublin-regler skal flygtninge søge asyl i det første land, hvor de bliver registreret.
Hvis Danmark lavede en mere fintmasket politikontrol for at registrere de flygtninge eller migranter, der rejser igennem landet, ville man dermed i princippet overtage en stor del af de 70.000-90.000 asylsøgere, der hvert år kommer til Sverige, påpeger Leif Fransson, der forudser, at trafikken igennem Danmark vil fortsætte.
»Jeg tror ikke, at Danmark vil have 70.000 flygtninge,« siger Leif Fransson, der ikke har indblik i den danske kontrol og dermed heller ikke vil vurdere, om den er god nok.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Søren Pind (V) til, om Danmark vender det blinde øje til menneskestrømmen, men Venstres integrations- og udlændingeordfører, Marcus Knuth, vil ikke love mere kontrol.
»Hvis der kommer en anmodning fra Sverige, vil vi selvfølgelig se på det, men fordi en svensk tolder har sagt et eller andet, kan jeg ikke se, at vi skal ændre vores politik,« siger Marcus Knuth, der afviser karakteristikken af Danmark som et transitland.
Tyskland er også transitland for dem, der kommer til Danmark, og vi rangerer stadig højt i europæisk sammenhæng som modtagere af asylsøgere, påpeger han.