Blå blok vil kontrollere domstolene
Strafudmåling: Nye kvartalsopgørelser skal vise, om der straffes for mildt. I så fald er minimumsstraffe svaret, siger Dansk Folkeparti. Venstre støtter ny kontrol af domstolene, mens dommerforeningen er imod.
Justitsminister Søren Pind (V) skal indføre en ny kontrol med domstolene, forlanger Dansk Folkeparti. Kvartalsvise opgørelser skal give et indblik i de straffe, som dommerne idømmer forbryderne, så politikerne får en dokumentation at handle på baggrund af.
»Med en ny regering er det vigtigt, at vi får sat skik på det her område fra starten. Personfarlig kriminalitet som vold, voldtægter og vanvidsbilisme bliver ikke straffet hårdt nok, fordi retspraksis ligger for lavt i forhold til de muligheder, der er i strafferammerne,« siger næstformand Peter Skaarup (DF).
Hvis de nye kontrolopgørelser viser, at straffene er mildere, end det politiske flertal ønsker, er DF’s krav flere minimumsstraffe. Det betyder, at man skriver i loven, hvor hård straffen som minimum skal være, i stedet for at lade domstolen selv skønne inden for en ramme. Den Danske Dommerforening er lodret uenig i behovet for både kontrol og minimumsstraffe.
»Jeg er overbevist om, at vi dømmer, som befolkningen og den overvejende del af Folketinget gerne vil have. Derfor er sådan en kontrolforanstaltning helt unødvendig. De er velkomne til at gøre det, men pengene kunne bruges bedre på mange andre ting,« siger formand Mikael Sjöberg, der er »meget ked af den mistillid, der ligger bag« kravet fra DF. Det har ikke været muligt at træffe Søren Pind, men retsordfører Preben Bang Henriksen (V) er enig med DF.
»Vi vil have en opstramning på flere af bestemmelserne i straffeloven, f.eks. for grov vold. Derfor er vi positive over for at få belyst de aktuelle straffe. Så må vi drøfte, hvordan det skal ske, så det ikke bliver unuanceret,« siger han.
De Konservative støtter også kravet, mens Socialdemokraterne er imod.
»De vil luske flere minimumsstraffe ind ad bagdøren, og det vil vi ikke være med til,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).
Et af de områder, hvor domstolene ifølge Skaarup ikke udnytter strafferammerne godt nok, er når kvinder bliver udsat for forbrydelser som stalking og voldtægt.
Dansk Folkeparti vil på sit sommergruppemøde i den kommende uge lancere en kvindepakke med initiativer på de to områder.