Fortsæt til indhold
Indland

It-firma beklager gaver til kommunalt ansatte: Vi lægger os fladt ned

Kommunalt ansatte fik landskampsbilletter, vingaver og konsulentopgaver af It-firma. I strid med reglerne siger ekspert. Nu beklager firmaet.

It-firmaet Scan-Tech Sikkerhedssystemer, der blandt andet leverer pas til borgere i en lang række danske kommuner, beklager nu, at de i flere tilfælde har givet gaver i form af landskampbilletter, rødvin og sågar konsulentopgaver til kommunalt ansatte embedsmænd.

”Vi lægger os fladt ned i denne sag. Vi kan godt se, at gaverne til vores samarbejdspartnere kan tolkes i retning af, at vi gerne ville smøre vores partnere,” siger direktør i It-firmaet Bjarne Jensen til DR.dk.

DR kunne torsdag, på baggrund af interne dokumenter fra firmaet, beskrive, hvordan blandt andet ansatte i Københavns Kommune, der netop arbejdede med kommunens pasløsning, havde været til landskamp og dertilhørende luksusmiddag på firmaets regning.

Medarbejdere i en anden kommune havde modtaget kasser med rødvin. Og i 2010 ansatte firmaet ifølge DR en ansat i pasafdelingen i Høje-Taastrup kommune som lønnet konsulent – mod en betaling på mere end 100.000 kroner.

Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet vurderer, at forholdene er i strid med de gældende regler på området.

”Jeg ser et mønster, hvor virksomheden forsøger at få så tæt et forhold som muligt til udvalgte kommunalt ansatte. Der er efter min vurdering tale om overtrædelser af reglerne om både habilitet og gaver til offentligt ansatte,” siger han til DR.dk.

It-firmaet vil nu igangsætte en intern undersøgelse af forløbet omkring gaver til kommunalt ansatte, og direktør Bjarne Jensen oplyser samtidig, at lignende sager ikke vil gentage sig fremover.

”Vi har med øjeblikkelig virkning kommunikeret internt i virksomheden, at vi ikke i fremtiden vil give nogen form for lejlighedsgaver hverken til privat ansatte eller offentligt ansatte. Vi må erkende, at sagerne har svækket vores omdømme, selvom gaverne kun var tænkt som en venlighed der ikke havde noget med virksomhedens salg af sine produkter af gøre,” siger han til DR.dk.