Fortsæt til indhold
Indland

Partier vil splitte Justitsministeriet

Ministeriet er blevet for stort. Det var en fejl at nedlægge Integrationsministeriet, lyder kritikken.

Jesper Hvass | Mette Mayli Albæk | Matias Seidelin

Justitsministeriet er under den nuværende regering blevet en uhåndterlig kolos, der ikke kan servicere Folketinget ordentligt, og som alt for ofte havner i skandalesager.

Sådan lyder det fra samtlige borgerlige partier samt SF, der alle mener, at det var en alvorlig fejl, da regeringen efter valget nedlagde Integrationsministeriet og placerede udlændingepolitikken, herunder asylsager, i netop Justitsministeriet. Partierne vil tilbage til den gamle model.

»Det går ud over lovkvaliteten, fordi Folketinget ikke får den betjening fra ministeriet og ministeren, som vi har brug for. Og ministeren risikerer at drukne i møgsager,« siger retsordfører for Venstre Karsten Lauritzen, efter at Justitsministeriet endnu en gang er i søgelyset i den såkaldte Eritrea-sag.

Det er statsministeren, der bestemmer ressort-fordelingen, men også De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti foreslår en opsplitning.

»Justitsministeriet er klart for stort, der er rigtig mange opgaver for ministeren,« siger Peter Skaarup, retsordfører i DF.

Også SF ser store problemer med den nuværende konstruktion.

»Justitsministeriet er en stor mundfuld for en minister, og det er måske ikke helt rimeligt. Jeg vil betakke mig for at få den post,« siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

Ifølge flere kilder var det De Radikale, der under forhandlingerne om et regeringsgrundlag krævede, at Integrationsministeriet blev nedlagt. Siden da har ministeriet kostet tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) jobbet, og Karen Hækkerup (S) forlod posten efter kun 10 måneder. Da Hækkerup overtog posten, blev hun anbefalet at forsøge at splitte ministeriet op.

»Justitsministerposten er en uriaspost, og det ville være klogt at dele ministeriet op, sådan som forholdene har udviklet sig,« siger professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) har ingen kommentarer.