Ny nationalpark lige rundt om hjørnet
Efter lang tids arbejde er nationalparkprojektet Kongernes Nordsjælland ved at være på plads.
Efter næsten 10 års debat om nationalparkprojektet Kongernes Nordsjælland ser det endelig ud som om, at der kommer til at ske noget.
Gribskov Byråd har længe forsøgt at finde en acceptabel afgrænsning af den mulige nationalpark, og nu er det lykkedes.
Borgmester i Gribskov, Kim Valentin (V), fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til, hvor nationalparkens grænser skal være. Han sammenligner hele indsatsen med et maratonløb.
Nationalparken Kongernes Nordsjælland er en ud af to kommende nationalparker. Nationalpark Skjoldungernes land er den anden nationalpark, der arbejdes på. Den skal ligesom Kongernes Nordsjælland ligge på Sjælland.
Danmark har allerede tre nationalparker - Mols Bjerge, Thy og Vadehavet. De ligger alle i Jylland.
Udover at byrådet er blevet enige om at bakke op omkring nationalparkprojektet, er lodsejernes frivillighed også årsagen til, at projektet nu kan bevæge sig fremad.
Herdis Dam, som er formand for Nordsjællands Landboforening, er ikke i tvivl om, at det er lodsejernes frivillighed, der har sikret projektets positive udfald.
"Vi er kommet videre med nationalparken, fordi frivilligheden i projektet er sikret fuldstændigt. Der er ikke nogen lodsejere, som er blevet en del af parken, medmindre de positivt har givet tilsagn om det. Og det er godt," siger hun til Jyllands-Posten.
Men i sidste ende er det ikke kun lodsejerne eller byrådet, der bestemmer om nationalparken skal blive til noget eller ej. Det er Folketinget og dermed miljøministeren, der har det sidste ord.
Planerne for nationalparken Kongernes Nordsjælland har været længe undervejs.
Helsingørs tidligere borgmester Per Tærsbøl (K) stod for næsten 10 år siden i spidsen for forslaget om en nationalpark i Nordsjælland. På det tidspunkt blev både han og styregruppen for projektet mødt med kritiske stemmer. Det var blandt andet modstand fra de private lodsejere, der på det tidspunkt skulle være en del af projektet.
Efter megen debat fortalte styregruppen, at den meget gerne ville have de private lodsejere med i projektet. Men de skulle deltage frivilligt.
I maj 2014 var der 62 ud af 330 lodsejere, der havde givet deres tilsagn til at deltage i dannelsen af nationalparken. Men da det ikke var nok til, at parken kunne blive til noget, rykkede styregruppen for nationalparkprojektet datoen for at indsende det endelige forslag til miljøministeren. Fristen for forslaget blev i stedet den 1. december 2014.
Borgmester Kim Valentin fortæller, at alle de lodsejere, der skulle være med i projektet, for at det blev til noget, nu er blevet en del af det. Dermed siger han også, at han og byrådet har gjort, alt det de kunne.
"Bagudrettet kan man sagtens sige, at det her har taget alt for lang tid. Men hvis man kigger fremadrettet, så er det her noget, der skal være her de næste 100 år. Så er 10 år jo ikke helt uoverskueligt. Bare det bliver gjort rigtigt så," siger han til Jyllands-Posten.
Forslaget om nationalparken Kongernes Nordsjælland bliver sendt til miljøministeren i starten af næste uge.
LINK: Hjemmeside for Danmarks nationalparker
"Vi mangler kun lige at færdiggøre det sidste, og så er forslaget sendt af sted," siger formanden for Nordsjællands Landboforening.
Kim Valentin mener, at de lodsejere, der ikke har nået at blive en del af parken, nu skal skynde sig, inden det er for sent.
"Lodsejerne skal snakke med deres naboer. Man skal være opmærksom nu, ellers går der seks år, inden man kan komme med i den her nationalpark. Det er ærgerligt at gå glip af de penge og den her mulighed, som nationalparken er," siger han.