Fortsæt til indhold
Indland

Fynsk kommune bryder med omstridt rengøringsselskab

Ultimatum fra rekonstrueret rengøringsselskab blev for meget for Nordfyns Kommune.

Nordfyens Kommune står fra torsdag morgen uden rengøringsselskab til at tage sig af nullermænd og beskidte gulve i 37 kommunale skoler, rådhuse, plejecentre og daginstitutioner.

Kommunen valgte i dag at ophæve samarbejdet med det omstridte rengøringsselskab Absolut Rengøring A/S i Odense, som Viborg Kommune fyrede som rengøringsselskab tilbage i september.

Det var reelt et ultimatum fra Absolut Rengøring A/S, der førte til det overraskende brud på rengøringsaftalen, som selskabet vandt så sent som i september.

Selskabet har på grund af et millionkrav fra 3F i Viborg i en sag om virksomhedsoverdragelse arbejdet på at rekonstruere sine aktiviteter i et nyt selskab.

Derfor havde Absolut Rengøring A/S bedt Nordfyns Kommune om at underskrive en overdragelseskontrakt med den nye selskabsdannelse.

Kommunen havde bedt om tid til at et eksternt advokatfirma kunne undersøge dette krav, men det havde rengøringsselskabet ikke tid til at vente på.

Dags dato har Absolut Rengøring stillet kommunen over for det ultimatum, at hvis ikke kommunen underskriver aftalen i dag senest kl. 14.00, ville overdragelse ikke finde sted og al rengøring vil bortfalde allerede fra i morgen, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

"På den baggrund har vi ikke haft andet valg end at svare selskabet, at Nordfyns Kommune naturligvis ikke kan underskrive overdragelsesdokumentet uden at være sikker på, at overdragelsen ville kunne ske på et lovligt grundlag," udtaler kommunaldirektør Morten V. Pedersen.

Han tilføjer, at kommunen først i går modtog det juridiske overdragelsesdokument, selvom kommunen allerede i sidste uge "bad selskabet fremsende det fornødne tillæg til rengøringskontrakten."

Nordfyns Kommune står derfor uden rengøring fra torsdag morgen, og kommunen oplyser, at "der arbejdes på højtryk på at finde en løsning for de 37 lokationer, der følgeligt ikke får gjort rent."

Kommunaldirektør Morten V. Pedersen understreger, at kommunen intet havde at udsætte på selskabets rengøring, men at kommunen ikke kunne gennemføre en omfattende overdragelsesforretning uden en kvalificeret juridisk vurdering."

Margit Hedegaard, direktør i Absolut Rengøring A/S, ærgrer sig over, at selskabet kort tid efter bruddet med Viborg Kommune igen må vinke farvel til en stor kommunal opgave.

"Men vi har ikke haft andre muligheder," siger hun til DR Fyn.

Absolut Rengøring A/S har indset, at selskabet aldrig vil kunne betale kravet på mellem 4 og 5 mio. kr. fra 3F i Viborg. Derfor har selskabet forsøgt at lave en rekonstruktion af de sunde dele af selskabet over i et nyt selskab.