Sådan fungerer IS' optagelsesprøve
Når danske statsborgere vil til Syrien for at støtte IS, sker det ofte gennem sociale netværk.
Flere danske statsborgere er draget til bl.a. Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat (IS).
Man hvordan finder man vej derned, når man har besluttet sig for at følge i de blodige fodspor fra den radikale bevægelse?
Mark Sedgewick, professor i Mellemøsten, religion og terrorisme ved Aarhus Universitet, fortæller, at folk, der drager til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat, finder vej gennem venner og bekendte.
"Normalt bliver folk rekrutteret via personer i deres sociale netværk. De sætter dem i kontakt med personerne i Syrien. Man kan selvfølgelig også selv tage et fly til Istanbul og derefter tage til grænseovergangen til Syrien," siger Mark Sedgewick.
Selvom det er forholdsvist nemt at tage til Syrien, er det dog en væsentlig større udfordring at slutte sig til IS, hvis man ikke kender nogen i organisationen på forhånd.
"Rekrutteringen starter oftest allerede derhjemme. Det er ikke så let bare at tage derned, hvis man ikke kender nogen i de radikale miljøer på forhånd, men det sker dog nogle gange. Det handler nemlig meget om, hvad din forhistorie er, og om der er nogen, der kan sige god for dig," siger terrorekspert Magnus Ranstorp fra det svenske forsvarsakademi.
Han forklarer, at IS kigger på flere ting i personens forhistorie. Har man eksempelvis begået mord, tæller det ved "optagelsesprøven".
Der er ikke tale om en prøve i traditionel forstand, men mere end konstant test af ens personlighed, fortæller Magnus Ranstorp:
"Før og under træningen snakker de med dig, og prøver hele tiden at finde ud af, om man er den, man siger, man er. Alle spionerer på alle. De betaler også børn for at spionere på de voksne, hvis der er nogen, der skulle tale dårligt om IS," siger han.
"Det handler om, at Islamisk Stat skal tro på dig. Man vil typisk spørge, om man virkelig vil tilslutte sig organisationen, eller om man f.eks. kommer fra PET. Kommer man ud af ingenting, vil mistilliden altid være større," uddyber Mark Sedgewick.
Magnus Ranstorp forklarer, at man inden afrejse aftaler at mødes på et særligt område, som ofte ligger tæt på grænsen. Herfra bliver man samlet op og taget i forvaring. De tager dit pas og nogle gange også din telefon fra dig. Det er en måde, hvorpå de kan kontrollere, at man ikke rejser væk igen.
Islamisk Stat skiller sig væsentlig ud fra tidligere terrororganisationer. Hvis man sammenligner med al-Qaeda, er Islamisk Stat væsentlig større og mere synlig. Det forklarer Mark Sedgewick.
Han fortæller, at man principielt kan finde Islamisk Stat bare ved at spørge sig frem i de dele af Syrien, hvor de bl.a. hærger.
"Al-Qaeda var en meget lille organisation, og den var meget skjult. For at finde Islamisk Stat skal man bare gå på Youtube. Man kunne ikke bare rejse til Afghanistan og komme i snak med al-Qaeda, som man kan med Islamisk Stat. Det var i hvert fald svært," siger Mark Sedgewick.