Dyr licitation truer tidsplan for supersygehus
Alt for høje licitationsbud kan udsætte byggeriet af Hernings supersygehus med "nogle få" måneder.
En overraskende dyr licitation på en del af byggeriet af supersygehuset i Gødstrup ved Herning kan i værste fald udsætte byggeriet med nogle måneder.
Det laveste af i alt tre bud på byggeriet af råhuset i Gødstrup lød på 246 mio. kr., og det var milevidt fra den maksimale budgetramme på 176,4 mio. kr.
"Det er en forholdsvis stor procentvis overskridelse, og vi er nu mentalt ved at forberede os på, at udbuddet er en ommer," siger hospitalsdirektør Henning Vestergaard, Hospitalsenhed Vest i Region Midtjylland.
Skal udbuddet gå om, vil det dermed forsinke sygehusbyggeriet med nogle "få måneder og ikke et halvt år", siger hospitalsdirektøren.
I første omgang vil regionen sammen med sin totalrådgiver gennemgå de tre licitationsbud for at se, om det er misforståelser eller fejlfortolkninger, der er skyld i de meget høje bud.
"Vi er nødt til at blive klogere på det, inden vi går videre og træffer en beslutning. Der kan være en banal forklaring, som vi kan finde en løsning på," siger Henning Vestergaard, som siger, at der med blot tre licitationsbydere ikke har været tilstrækkeligt med konkurrence på prisen.
Han er bekymret for, om de høje bud kan være udtryk for en ny tendens, som også kan ramme senere licitationer.
Hidtil er det dog gået den rigtige vej med budgettet for supersygehuset, og det er den første del-licitation på supersygehuset, som slet ikke er gået som byggeledelsen havde håbet på.
Hidtil er alle andre licitationer landet under budget, og det har betydet, at der er samlet overskydende millioner sammen.
"Der ligger nogle millioner i en cigarkasse, men der ligger ikke 70 mio. kr.," siger Henning Vestergaard.
Hospitalsledelsen og direktionen i Region Midtjylland vil snarest muligt og inden for to uger beslutte, hvad der skal ske i den videre proces.
Supersygehuset har et samlet budget på 3,3 mia. kr.