Fortsæt til indhold
Indland

Kommune tager boligstøtte: Flyt 65 km væk

Holbæk Kommune vil flytte kontanthjælpsmodtager til en anden kommune.

En 61-årig kontanthjælpsmodtager fra Holbæk har fået et tilbud fra sin kommune, som han gerne havde været foruden:

Vi fjerner din boligstøtte, men du kan flytte til en billigere bolig i Korsør, 65 km væk.

Sådan stod der kort fortalt i et brev fra Ydelseskontoret i Holbæk Kommune til Carsten Jensen fornylig.

Kommunen meddelte ham, at man havde fundet en 2-værelses i Korsør i Slagelse Kommune, som ville passe godt til ham og hans samlever. Lejligheden var desuden billigere, var kommunens pointe.

Det er Ydelseskontorets vurdering, at I ikke har særlige tilhørsforhold til Holbæk kommune, og en flytning vil mindske jeres boligudgifter.
Brev til kontanthjælpsmodtager Carsten Jensen fra Holbæk Kommune

"Det er Ydelseskontorets vurdering, at I ikke har særlige tilhørsforhold til Holbæk kommune, og en flytning vil mindske jeres boligudgifter," lød det i brevet, som P4 Sjælland har citeret fra.

Her meddeler kommunen i øvrigt også, at "den 1. november vil den særlige støtte blive beregnet efter den ledige billigere boligs husstandsafgifter, og jeres særlige ydelse vil falde til 0,00 kroner".

Carsten Jensen siger til P4 Sjælland, at han ikke opfatter tilbuddet som udtryk for omsorg for hans privatøkonomi - snarere som et forsøg på at smide ham ud af kommunen for at spare boligstøtten til hans nuværende bopæl i Holbæk.

"Jeg har boet i Holbæk næsten hele mit liv, så jeg føler faktisk et ret stort tilhørsforhold til byen," siger Carsten Jensen.

Arbejdsmarkedschef i Holbæk Kommune Gorm Hjelm Andersen oplyser til P4 Sjælland, at fremgangsmåden er den praksis, man kører efter, når borgere har været længe på kontanthjælp.

Sine Agerholm (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Holbæk Kommune

I arbejdsmarkedsudvalget i Holbæk Kommune kendte formanden, Sine Agerholm (S), ikke til den praksis, som hun er kritisk overfor.

"Jeg synes, det er urimeligt, og det vil jeg gerne have lavet om. Derfor tager jeg sagen op i udvalget," siger hun til P4 Sjælland.

Heller ikke Enhedslistens kommunalordfører Finn Sørensen vildt imponeret over kommunens flytteplaner på andres vegne.

"Det er grove løjer," siger Finn Sørensen, som kalder boligtilbuddet i Korsør for "et forsøg på at presse borgeren væk fra kommunen."

"Det kan ikke være rigtigt, at kommunen forsøger at eksportere sine egne problemer til andre kommuner. Holbæk burde jo have sørget for, at der er job til de arbejdsløse, og tilstrækkeligt med billige boliger, som lavtlønnede og kontanthjælpsmodtagere kan betale," siger EL-politikeren.

Han har nu spurgt økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R), om han anser Holbæk Kommunes metode for at være rimelig og lovlig, og om han vil gøre noget for at stoppe trafikken.

Sagen er også blevet offentliggjort på Facebook-gruppen Hovsa, Holbæk Kommune, som har sat sig for at finde oplysninger og historier om sagsbehandling i Holbæk Kommune.

Gruppen, der har 660 medlemmer, har som målsætning at skabe overblik i sagsbehandlinger for at få afklaret, om der er i kommunens sagsbehandling er mange "hovsa-løsninger".