Udviste overtræder i tusindvis af tilfælde pligten til at melde sig
Nye tal viser et meget stort antal sager om udvisningsdømte, der bryder loven om pligt til at melde sig i Center Sandholm.
Folk på tålt ophold og andre udvisningsdømte udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, overtræder deres meldepligt i et hidtil ukendt stort omfang.
Det viser nye tal fra Nordsjællands Politi, som er ansvarlig for at rejse sagerne om brud på meldepligten. Lige nu ligger 7.000 sager om udlændinge, der overtræder deres meldepligt, hos anklagemyndigheden.
»Det er utrolig mange anmeldelser, men det skyldes bl.a., at der er mange, der har meldepligt hver dag. Og når man har overtrådt sin meldepligt én dag, bliver det én anmeldelse,« siger chefanklager Ida Sørensen.
Loven om skærpet meldepligt blev vedtaget i 2008, efter det kom frem, at en terrormistænkt tuneser på tålt ophold boede tæt på tegneren Kurt Westergaard, som han var mistænkt for at ville dræbe. Men ifølge flere advokater er loven »spil for galleriet«, idet flere af de udvisningsdømte alligevel kan komme og gå, som de vil.
»Jeg har klienter, der er væk tre til seks måneder ad gangen, og så dukker de op og får deres madpakke og bliver genregistreret,« siger advokat Kåre Traberg Smidt, der har haft flere sager med folk på tålt ophold.
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, er oprørt over tallene.
»Vi lavede oprindeligt loven efter sagen om attentatplanerne mod Kurt Westergaard, hvor det stod klart, at der var et sikkerhedsproblem med de her folk, og så er det da oprørende, at vi nu får at vide, at regeringen tilsyneladende overhovedet ikke har hånd i hanke med situationen. Det er mildest talt pinligt,« siger han.
Også justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, at antallet er for højt.
»Der er tale om folk, som vi helst så udvist af landet. Der er så forskellige grunde til, at det ikke kan lade sig gøre. Men det her tal er alt for højt, og jeg forventer selvfølgelig nu, at der bliver sat tryk på sagerne, så de kommer for domstolene,« siger hun.
De pågældende kan straffes med bøde eller fængsel i op til et år.