"Jeg er ikke terrorist, jeg er bare med toget"
Den 26-årige jurastuderende Nima Zimani har lavet en "praktisk" T-shirt til toget.
Med maskinpistoler og skudsikre veste var hele den københavnske politistyrke torsdag formiddag at finde på flere metro- og togstationer i hovedstaden.
En kvindelig passager havde tidligere på morgenen set en "mistænkelig" mand, der læste en bog om terror, i metroen. Han var mørk i huden, havde fuldskæg og var tydeligt nervøs, og så skyndte han sig ud af metroen på Islands Brygge, kort efter hans medbragte kuffert var væltet.
Episoden endte, som de fleste nok ved, med at en ung universitetsstuderende ringede til politiet efter sin eksamen, da han opdagede sig selv på de overvågningsbilleder, der var blevet offentliggjort.
Hele episoden fik en anden ung universitetsstuderende med fuldskæg til at tænke. 26-årige Nima Zamani, der er jurastuderende på 9. semester på Københavns Universitet, kunne sagtens identificere sig med Alisiv Ceran, der ufrivilligt blev midtpunkt i nyhederne torsdag formiddag.
Derfor lavede Nima Zamani en T-shirt, hvor der stod "Jeg er ikke terrorist, jeg er bare med toget".
"Jeg tænkte bare, at hvis man er cyklist, så er det praktisk at have cykelhjelm på, hvis man er bilist, er det praktisk at have sikkerhedssele på, og hvis man så er mørk og har skæg, så er det nok praktisk at have sådan en T-shirt på i toget," siger Nima Zamani til Jyllands-Posten.
Nima Zamani lagde fredag billedet på Facebook, hvor det siden har fået næsten 9.000 "likes" og er blevet delt knap 1.200 gange. Og det var en hel del mere, end han havde regnet med. Men han tror, at det skyldes, at der er flere, der har haft det ligesom ham med episoden.
"Hvad er man nået til, når en, der ser en mørk person læse en bog om terror i toget, anmelder det? Sidder en terrorist og læser en bog om terror? Det ved jeg selvfølgelig ikke, men jeg synes, at det, at T-shirten får så mange delinger og opmærksomhed på Facebook viser, at folk gerne vil løse det med et smil. Og sådan havde jeg det i høj grad, da jeg så det i torsdags," siger han.
Nima lavede også T-shirten, fordi han selv kender til at blive mødt af fordomme på gaden.
"Jeg følte i høj grad, at jeg kunne identificere mig med situationen, fordi jeg selv har langt hår og fuldskæg. Jeg bliver rigtig tit mødt på gaden af fremmede, som siger "Hej Jesus" eller "Er du Jesus?" Eller i byen er der nogle, der kommer hen og siger: Ej, hvor du ligner en terrorist. Heldigvis er det oftest komplimenter, jeg får," fortæller han.
Derfor synes han også, at torsdagens episode, der satte København på den anden ende i flere timer, var en overreaktion, og han er ked af, at man risikerer at blive sat i bås med terrorister, fordi man har mørkt hår og langt skæg. Et billede, han i høj grad mener, er skabt af medierne.
”Han er jo lidt sat i bås og kategori med, at ’sådan er en terrorist’. Der er det gængse billede af, hvordan en terrorist ser ud. Altså, hvordan ser Anders Breivik-typen så ud?” spørger han.
Han er da også klar over, at politiet var nødt til at reagere i tilfælde af, at der rent faktisk havde været en reel trussel mod København.
"Selvfølgelig ville det da være katastrofalt ikke at reagere, hvis der nu var noget. Og det er også det, der gør denne her sag interessant. Jeg tror måske bare, at min første reaktion ville være - hvis jeg så en nervøs mand i metroen - at spørge, om han var okay,” siger han.
Han henviser til en episode i London, i 2005, hvor en brasiliansk mand ved navn, Jean Charles de Menezes, blev skudt, fordi man havde mistanke om, at han var terrorist og stod bag flere mislykkede forsøg på at sprænge en bombe i Londons undergrund nogle dage forinden.
"Det viste han sig så ikke at være. Han var bare brasilianer," siger Nima Zamani og understreger, at vi ikke må ende i sådan en situation herhjemme.
Netop derfor ville han også ønske, at medierne var lidt mere nuancerede i deres dækning.
”Det er, som om medierne stadig kun har en side, og det er at fokusere på, hvordan en terrorist ser ud, og hvordan man skal reagere i situationer, hvis man har en fornemmelse af, at han ligner en terrorist. Jeg synes, det er farligt, og det er et paranoidt sidespor,” siger han og fortsætter:
”Men selvfølgelig, hvis der så sker noget en dag, så kan jeg så sidde her og føle, at jeg skal trække alt, hvad jeg har sagt, tilbage.”
Hvordan vi helt præcist kan fjerne de fordomme, der desværre nok er med til skabe en situation som den i torsdags, har han dog ikke et helt konkret bud på. For som han siger:
”Det er jo også bare en T-shirt”.