Fortsæt til indhold
Indland

Færinger vender sig mod søaktivister

Organisationen Sea Shepherd, der vil forhindre hvalfangst på Færøerne, har fået en kold skulder af lokalbefolkningen.

Fangsten af grindehvaler på Færøerne er hvert år et varmt tema for dyreaktivister verden over. I år har organisationen Sea Shepherd sågar meddelt, at den vil udføre sin største aktion nogensinde mod fangsten af grindehvaler, der af dyreværnsorganisationer verden over betragtes som barbarisk.

Men hvis man så skulle tro, at de største sammenstød nu ville foregå til havs, så skal man tro om igen. De fleste konfrontationer har således ikke været mellem Sea Shepherd og de til lejligheden indkaldte patruljer fra det danske forsvar og politi. De har til gengæld været mellem aktivisterne og færingerne selv.

”Vi har faktisk flere anmeldelser fra Sea Shepherd om færinger, der provokerer dem end modsat, men det er i småtingsafdelingen. Det er ikke andet end en indikation på, at man især fra unge færingers side ønsker at vise, at man ikke bryder sig om, at de er her,” siger chefinspektør ved Færøernes Politi, Peter Thaysen, til Jyllands-Posten.

Får skåret dæk op

Sea Shepherd har varslet, at op til 600 aktivister sammen med biler, fem hurtigsejlende både og sågar droner vil indgå i kampen mod hvalfangsten, men organisationen har også selv fået sit at se til i forhold til lokalbefolkningen.

”Der har ingen voldssager været indtil videre, men der har været en del hærværk mod Sea Shepherd, der får skåret dæk op, får stjålet nummerplader eller får smadret ruder der, hvor de bor,” siger Peter Thaysen.

Aktionerne mod den færøske tradition har især fået opmærksomhed af, at den amerikanske model og skuespiller Pamela Anderson har været forbi Færøerne og udtrykke sin støtte til aktionen, mens den franske skuespiller Brigitte Bardot har sendt en opfordring til den danske fødevareminister, Dan Jørgensen (S), om at få stoppet fangsten af grindehvaler på de nordatlantiske øer.

Forpurrede demonstration

Det har dog ikke gjort indtryk på Færøerne. Ifølge Peter Thaysen accepterer færingerne, at aktivisterne har ret til at opholde sig på øerne, men så heller ikke mere.

"Der er mange, der hellere vil se deres hæl end tå,” siger han.

Et godt eksempel på dette kom, da tyske aktivister ville forsøge at arrangere en demonstration på den færøske nationaldag Olai 29. juli. Angiveligt den første af sin art i den færøske hovedstad Tórshavn nogensinde.

”Det endte med, at de minimerede den til at være en form for tilkendegivelse og afveg fra at udnytte muligheden for en egentlig demonstration. Ifølge dem selv følte de, at der var for mange trusler mod deres tilstedeværelse til, at de turde afholde en egentlig demonstration,” siger Peter Thaysen, men understreger, at politiet havde givet tyskerne garantier for, at de kunne gennemføre demonstrationen uden at frygte for deres sikkerhed.

I alt vurderer Peter Thaysen, at der konstant er mellem 70 og 80 aktivister til stede på Færøerne, der forsøger at forstyrre hvalfangsten.